Der er købere til rent grundvand

Vandværkerne vil sikre drikkevandets kvalitet langt ud i fremtiden, og de er villige til at betale store beløb til formålet. For eksempel:

Københavns Energi (ejet af Københavns Kommune) leverer drikkevand til 1 million mennesker i 18 kommuner i Hovedstadsområdet. Københavns Energi har nu indgået en aftale med Miljøministeren om grundvandssikring og skovrejsning (se også Skoven 11/02):

  • Københavns Energi opkøber landbrugsjord for 222 millioner kr, svarende til godt 2600 ha. Finansieringen sker ved en særlig afgift på 50 øre pr kubikmeter vand til forbrugerne.
  • Skov- og Naturstyrelsen tilplanter arealet for 91 millioner kr.
  • Staten overtager ejerskabet af arealet med den nye skov. Skov- og Naturstyrelsen står for driften. Driften er underlagt en række begrænsninger til sikring af grundvandet. Skov- og Naturstyrelsen betaler driftsunderskuddet som er budgetteret til 75 millioner kr over 30 år.

Tilplantningen koster således i alt samfundet 149.000 kr./ha.

Eksemplet viser at der er stor efterspørgsel – og betalingsvillighed – til sikring af rent grundvand. Det bør blive et nyt forretningsområde, også for private ejere:

I eksisterende skove kan vandværker betale sig til langvarige aftaler med skovejerne så skovene drives med størst mulige hensyn til grundvandet.

På landbrugsjord kan vandværker betale den private ejer for tilplantning og noget af den efterfølgende skovdrift. Private ejere vil således kunne sikre samfundet rent grundvand til langt lavere priser end de 149.000kr./ha, bl.a. fordi arealet ikke først skal erhverves. Og hvorfor skal samfundet betale mere end markedsprisen?

Skovforeningen vil nu sammen med vandværker og forsyningsselskaber drøfte sådanne modeller for aftaler med private lodsejere om grundvandssikring.

Vi vil formidle interessen for aftaler med skovbruget på www.danskskovforening.dk. Og i denne måned bringer Skoven et tema om emnet, se side 55-76.

Endelig vil vi sørge for at også politikerne kender til de private ejeres muligheder for, mod den nødvendige betaling naturligvis, at levere rent grundvand til de kommende generationer.