Det går forrygende i træindustrien – men dansk træ går udenlands

Priserne på savværksvarer i Sverige er på vej mod alle tiders rekord. Det samme ses i Tyskland. I Danmark er træindustriens omsætning steget med 1 milliard kr. på fire år. Imens eksporterer danske skove deres råtræ.

Priserne på nordeuropæiske byggevarer er steget kraftigt i efteråret

I Sverige var gennemsnitsprisen for skårne, høvlede byggevarer 1856 SEK/m3 i de første 9 måneder af 2006. Ved udgangen af september var prisen steget yderligere til 1946 SEK/m3. Dermed nærmer prisen sig nu alle tiders historiske rekord på 2050 kr/m3.

En lignende tendens ses i Tyskland. Her lå gennemsnitsprisen i november 2006 30% højere end samme måned i 2005 ifølge tidsskriftet EUWID.

Danske savværker nyder godt af medvinden i byggemarkedet

De danske savværker nyder lige som de svenske og tyske godt af de stigende priser på savværksvarer. Omsætningen i træindustrien er ifølge Danmarks Statistik steget med ca. 800 mio. kr over de sidste fire år. Analyseinstituttet Experian har siden 1. april 2006 analyseret 104 brancher og rangeret brancherne efter væsentlige nøgletal og vækstrater. Herudover har de lavet en totaloversigt over de generelt bedste brancher (supertallet) og de bedste vækstbrancher (supervæksttallet) i Danmark.

I analysen fik Savværker, Trælast & Byggemarkeder en flot andenplads, når det gælder den økonomiske tilstand blandt de 104 brancher.

Omsætningstallene for Træindustrien fra Danmarks Statistik bekræfter denne tendens.

Forklaringen på de stigende priser på savværksvarer

Der er flere årsager til at priserne på byggevarer af træ stiger i Nordeuropa.

  • Byggeaktiviteten i Sverige, Tyskland og Danmark er høj.
  • Produktionen fra de finske savværker blev sat kraftigt ned i sommer på grund af en længerevarende strejke.
  • Den russiske eksport af trævarer er i øjeblikket rettet mod Kina hvor den økonomiske vækst er stærk.
  • Et højere indenlandsk forbrug af trævarer i Baltikum har medført mindre eksport til de omkringliggende lande.

Begrænset effekt for skovejerne – derfor stiger eksporten af dansk råtræ til Tyskland

Den stærke fremgang for savværkerne har kun begrænset effekt for skovejerne.

Men eksporten af dansk råtræ (gran) til Tyskland vokser i øjeblikket. Det kan nemlig i stadig højere grad betale sig at eksportere nåletræet til Nordtyskland, hvor priserne er meget højere end i Danmark. Derfor vælger flere skovejere at sælge træet til en eksportør.

Middelprisen på et gennemsnitsparti korttømmer af rødgran var 273 kr/m3 i oktober i Danmark, hvilket var langt under niveauet før stormen i 1999. I Nordtyskland var prisen i oktober godt 200 kr/m3 (= ca. 70 %) højere, men skovejerne får dog ikke glæde af hele prisdifferencen pga. transportomkostningerne forbundet med eksporten.