Du kan nu søge dispensation til at igangsætte skovrejsning før klagefristens udløb

Du kan fra i dag den 21. april 2020 søge dispensation til at påbegynde din skovrejsning med tilskud før udløb af klagefristperioden for fredskovspålæggelsen. Igangsættelsen sker på egen regning og risiko.

Vi har i en periode holdt månedlige møder med Landbrugsstyrelsen, for at følge op på sagsbehandlingspuklen i forhold til såvel udbetalinger som sagsbehandling af tilsagn på betalingsordningerne til privat skovrejsning og skov med biodiversitetsformål.

Tilsagnsgivningen har trukket meget ud i år, og der er stadig 14 tilsagnssager, der ikke har modtaget deres tilsagn. Efter tilsagnet skal Miljøstyrelsen skovlovsbehandle projektet og pålægge fredskovspligt, hvorefter der er en 4 ugers klagefrist. Det er derfor i sidste øjeblik for flere af projekterne, hvis en forårsplantning skal være mulig.

Det er nu lykkedes at få mulighed for at påbegynde skovrejsningsprojekter inden udløbet af klageperioden, hvis der indsendes en dispensationsansøgning. Normalt må skovrejsningsprojekter først sættes i gang, når en fire ugers klagefrist på fredskovsafgørelse er udløbet, men dispensationen giver nu ansøgerne mulighed for at gå i gang med deres skovrejsningsprojekt for egen regning og risiko, selvom klagefristen endnu ikke er udløbet.

Det er muligt at læse mere om de praktiske forhold på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.