Færre søger ordningen for biodiversitet i skov

Tilskudsordningen til skov med biodiversitetsformål har kun modtaget 21 ansøgninger i år med et ansøgt beløb på ca. 15 mio. kr. Det er mindre end den afsatte pulje på 18 mio. kr. Sidste år blev der søgt for 46 mio. kr.

Der er et stort fald i ansøgninger i ansøgningsruden 2020 til tilskudsordningen for skov med biodiversitetsformål. Der er ansøgt om et mindre beløb end den afsatte pulje. I ansøgningsrunden 2019 blev der søgt for 46 mio. kr. så der er tale om et drastisk fald til de 15 mio. kr., der er søgt i år. Puljen er med til at kompensere for en mere bæredygtig drift særligt i Natura 2000-områder.

Flere årsager til den lave søgning

Vi ser, at der er flere årsager til faldet i antal ansøgere. Landbrugsstyrelsens store sagspukkel og IT-problemer, har forsinket afgørelserne for ansøgningsrunden 2019 og ansøgerne fik først tilsagn eller afslag midt i ansøgningsrunden 2020. Det betyder, at ansøgere fra sidste år der har fået afslag først sent har fået det at vide, og derfor kun har haft kort tid til at beslutte om de vil søge igen. Der har også være usikkerhed om nogle fortolkninger og bagatelgrænser, som har gjort folk usikre og har afholdt nogle fra at søge.

Behov for justering af ordningerne

Vi vil i Dansk Skovforening tage et møde med Landbrugsstyrelsen og indgå i dialog om hvordan ordningen kan justeres, så både biodiversiteten og skovejeren kan få bedre glæde af ordningen til næste år, hvor der indtil videre er afsat 16.4 mio. kr. i finanslovsforslaget.