Fire anbefalinger til Natura 2000

Efter høringen af 246 Natura 2000-planer og 23 vandplaner har Skovforeningen 4 anbefalinger til myndighederne: Finansieringen skal på plads. Inddrag ejerne nu. Ret alle fejlregistreringer. Og revider Natura 2000-områdernes grænser og grundlag.

I et halvt år har 246 Natura 2000-planer og 23 vandplaner været i høring hos de berørte lodsejere.

Nu skal Naturstyrelsen arbejde sig igennem den enorme stak af svar. Styrelsen og kommunerne skal lave konkrete handleplaner for områderne og forhåbentlig i 2012 begynde forhandlinger med hver enkelt ejer om aftaler til gennemførelse af planerne.

Skovforeningen har rådgivet masser af ejere og administratorer gennem høringsperioden. På den baggrund anbefaler vi myndighederne:

Akut politisk opgave: Finansieringen skal på plads

Dette er den vigtigste forudsætning for at planerne bliver en succes. Men finansieringen er ikke på plads, og slet ikke for skovene.

Ingen ved om der er penge nok til at betale ejerne for deres arbejde og omkostninger når de bliver pålagt at beskytte og udvikle naturværdierne. Særligt urovækkende lægges op til finansiering via landdistriktsprogrammet (hvor EU betaler halvdelen), og det giver problemer for danske skovejere. Ordningerne til de lysåbne naturtyper kan nemlig ikke betale til arealer i skov. Det er afgørende at myndigheder og politikere får sidestillet skov med landbrug i landdistriktsordningen. Afgræsning, lukning af vandløb og anden naturpleje skal naturligvis honoreres uanset om man er landmand eller skovejer. Underbetaling er uacceptabel og vil ødelægge processen.

Inddrag ejerne nu

Ejerne kender de konkrete arealer bedre end nogen. Udnyt denne viden allerede nu. Inddragelse fører til bedre handleplaner, sparer tid og penge for alle og skaber større samarbejdsvillighed hos ejerne som skal udføre handleplanerne. Mange ejere er uforstående og frustrerede over at de ikke har været inddraget for længst.

Ret alle fejlregistreringer

Mange ejere er bekymrede for fejlregistreringer. Det er vigtigt at de fejl som ejerne har påpeget, noteres i planerne og rettes. Ellers risikerer ejerne at blive holdt ansvarlig for en naturtype der aldrig har været der.

Revider Natura 2000-områdernes grænser og grundlag

Udpegningerne skete i sin tid på et spinkelt og tilfældigt grundlag. Efter den konkrete kortlægning og den nylige høringsproces er alle blevet klogere. Det vil være logisk og tillidsskabende at revurdere Natura 2000-områdernes afgrænsning og udpegningsgrundlag nu.

Skovforeningen tilbyder fortsat gratis rådgivning til ejere af skov i Natura 2000-områder.

Læs hele Skovforeningens høringssvar under Høringer, breve og svar.