Folketinget vil forbedre lodsejernes retsstilling ved ekspropriationer

Dansk Skovforening er meget positiv med en fornyet politisk bevågenhed på ejernes retsstilling i ekspropriationssager.

Elektrificering af BaneDanmarks strækninger kræver ekspropriation.

Den 20. februar 2019 afholdtes en høring på Christiansborg om gennemførelsen af ekspropriationer.

Der var en række indlæg fra fagfolk med teoretisk og praktisk viden og erfaringer med ekspropriationer, medlemmer af Regeringens daværende ekspropriationsudvalg, landinspektører, personer med egne erfaringer med konkrete ekspropriationer samt politikere.

Formålet med høringen er et politisk ønske om at blive klogere på, hvordan reglerne om ekspropriation og erstatning fungerer i praksis, og om der er grundlag for at arbejde videre med særlige temaer, der kan bidrage til at styrke borgernes retssikkerhed.

Dansk Skovforening har erfaringer fra de mange ekspropriationssager, vi har været inddraget i, og vi nikker genkendende til i de eksempler, der blev gennemgået under høringen: Ejernes retsstilling er langt fra tilfredsstillende.

Der er selvfølgelig mange følelser indblandet, når en ejer bliver udsat for en ekspropriation. Af den grund bør enhver sag behandles konkret og respektfuldt. Alligevel er det tydeligt at både Ekspropriationskommissionen og Taksationskommissionen foretrækker at få alle sager ind under en skabelonmæssig løsning såvel indholdsmæssigt som navnlig erstatningsmæssigt i stedet for at tage udgangspunkt i de helt konkrete forhold, der gælder på den aktuelle ejendom.

Dette er efter Dansk Skovforenings opfattelse i direkte modstrid med grundlovens ekspropriationsbestemmelser i § 73, hvor der bl.a. står:

Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.

På trods af grundlovens forudsætning om fuldstændig erstatning holder såvel Ekspropriationskommissionen som Taksationskommissionen sig som regel altid til på forhånd fastsatte standardsatser uden nærmere begrundelse herfor.

Vi har eksempler på, at der tilbydes ejeren en erstatning, der kun udgør 1/3 af den træværdi, som bliver fældet – og som efterfølgende bliver solgt af anlægsmyndigheden.

Vi har eksempler på, at såvel Ekspropriationskommissionen som Taksationskommissionen pålægger ejeren en evigtvarende forpligtelse til at nedskære opvækst inden for en betydelig afstand fra en jernbane, men kun yder en ganske ubetydelig erstatning herfor. Samtidig bliver vi mødt med argumentet om, at det vil være alt for dyrt, hvis BaneDanmark i fremtiden skulle påtage sig denne opgave. Jo, men det bliver da endnu dyrere for den enkelte ejer, der ikke har adgang til samme materiel til at foretage rydningen som BaneDanmark.

Dansk Skovforening er derfor meget tilfreds med, at der nu kommer politisk fokus på nødvendigheden af forbedringer på ekspropriationsområdet. Det er vores opfattelse at høringen på Christiansborg kun er begyndelsen på en række politiske diskussioner og ændringer, idet der blandt de deltagende folketingspolitikere var bred enighed om, at der skal ses nærmere på en række områder, der kan forbedre ejernes retssikkerhed.

Hvis du som skovejer bliver ramt af en ekspropriationssag er du meget velkommen til at kontakte Dansk Skovforening. Vi har ganske mange års erfaringer med ekspropriationer og kan hjælpe dig med din sag. Samtidig får vi et endnu bedre grundlag for i den kommende periode at påvirke politikerne til at forbedre lovgrundlaget.

Høringen, der varer 3 timer kan ses på Folketingets hjemmeside.