Folketingets Miljøudvalg på besøg i privat skov

Under besøget i Poulsker PLantage, Bornholm, præsenterede Skovforeningen politikerne for vilkårene for at drive skovbrug i Danmark, skovenes økonomi og mulighederne for at udvikle skovenes naturværdier.

Den 17. juni 2013 besøgte Folketingets Miljøudvalg den private skov Poulsker Plantage på Bornholm.

Her fortalte Skovforeningen om vilkårene for at drive skovbrug i Danmark, om skovenes økonomi og om mulighederne for at udvikle skovenes naturværdier.

Skovforeningen ville især vinde politikernes forståelse for at udvikling af skovenes naturværdier og sikring af biodiversiteten bedst sker med frivillige aftaler, inklusive betaling, med skovejerne.

I de seneste 30 år er lavet mange frivillige og vellykkede aftaler mellem Folketinget og skovbruget om fx bevarelse af bøgearealet, overgang til mere løvtræ, naturhensyn i skovdriften og udlæg af urørt skov. Alle aftalerne har givet gode resultater.

Skovforeningens opfordrer Folketinget til at fortsætte denne kurs når der til efteråret skal laves en Naturplan Danmark.

Miljøudvalget blev også præsenteret for skovenes muligheder for at bidrage væsentligt til samfundets overgang til en fossilfri fremtid, for konsekvenserne af den uhensigtsmæssige værdibeskatning af skovene i form af jordskat og arveskat, for de negative effekter af den planlagte forsyningssikkerhedsafgift for brænde og for behovet for en konjunkturudligningsordning.

For Miljøudvalget deltog: Henrik Høegh (V), Jørn Dohrmann (DF), Villum Christensen (LA), Lone Loklindt (RV, udvalgsformand), Torben Hansen (S) og Anni Matthisen (V).

Til august inviterer miljøminister Ida Auken hele Miljøudvalget på sommertur. Her vil politikerne igen få præsenteret skovenes driftsvilkår og mange muligheder – samt Skovforeningens løsningsmodeller. Sommerturen omfatter besøg i de private skove Kærehave ved Ringsted og Hvidkilde ved Svendborg.