Forslag til nationalparkplan for Mols Bjerge

Bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge har sendt et forslag til nationalparkplan i høring. Skovforeningen opfordrer skov- og naturejere i området til at sende ideer, ønsker og andre bemærkninger til Nationalparkens bestyrelse - med kopi til os.

Bestyrelsen for Nationalpark Mols Bjerge har udarbejdet et forslag til nationalparkplan for området. Forslaget er nu sendt i offentlig høring frem til 7. december 2011.

Skovforeningen er repræsenteret i bestyrelsen ved Anne Sophie Gamborg, Møllerup Gods.

Forslaget sendes direkte til alle lodsejere inden for Nationalpark Mols Bjerge, og Skovforeningen opfordrer skov- og naturejere til at sende ideer, ønsker og andre bemærkninger til Nationalparkens bestyrelse. I efterårsferien fra den 15. til den 22. oktober 2011 vil der i forbindelse med Ebeltoft Festuge blive inviteret til emnemøder om planforslaget, og der vil blive lejlighed til at drøfte planen med bestyrelse, råd  og sekretariat.

Skovforeningen opfordrer vores medlemmer til at sende kopi af eventuelle bemærkninger også til Skovforeningens sekretariat.