Fremtiden skal bygges i træ

Øget brug af træ vil begrænse udslip af CO2 og dermed bremse klimaændringer. Hvis træ anvendes i byggeri bliver det oplagret i hundrede år, og når bygningen rives ned kan træet udnyttes til energi. Lederen fra Skoven 1, 2019.

Hvis der anvendes 1 m3 træ i en bygning opnår man en CO2-reduktion på 2 tons CO2. Derfor bør træ anvendes i stedet for beton. (Foto fra Lisbjerg Bakker ved Århus).

Klimaændringerne er alvorlige, og hele verden står over for en stor udfordring, hvis det skal lykkes at modvirke forandringerne. Den største udfordring her og nu er at begrænse udledningen af skadelige klimagasser og at fjerne CO2 fra atmosfæren.

Allerede i 2030 skal forbruget af fossile ressourcer være reduceret betragteligt. Det danske mål er at vi i 2050 ikke længere er nettoudledere af skadelige klimagasser og at vi er uafhængig af fossile ressourcer.

Samtidig stiger befolkningstallet i verden. Forskere forudser at befolkningen i 2050 vil være over 9 milliarder mennesker samtidig med at mange helt grundlæggende råstoffer – som fx grus – er ved at være brugt op. Det påvirker byggeriet markant, og der skal findes nye løsninger.

Træ vil være løsningen

Træ er derimod en fornybar ressource. Ved at dyrke skovene bæredygtigt opnår vi et råstof, som leverer flere løsninger samtidigt.

Træerne optager atmosfærens CO2 mens de vokser, og en m3 træmateriale anvendt i en bygning oplagrer 0,9 ton CO2. Samtidig substituerer træmaterialer alternative, fossile ressourcer. Beregninger viser at der opnås en substitutionseffekt på 1,1 ton CO2 pr. m3 træ.

Samlet giver det en CO2-reduktion på 2 ton CO2 for hver gang byggesektoren erstatter fossile materialer med en m3 træ.

Barrierer og myter

Derfor bør vi bygge meget mere i træ. I vores nabolande er den udvikling allerede i fuld gang, både i bolig- og erhvervsbyggeriet.

Der er dog stadig mange myter om at bygge i træ der virker som barrierer for udbredelsen af træbyggeri. Myterne handler om at forhold om brand, fugt, lyd og økonomi taler for at anvende stål, mursten og beton.

Det er imidlertid alene danske fordomme, som fastholdes af forældede byggevejledninger. De barrierer er fjernet i flere af vore nabolande, og der eksisterer nu gode projekter som viser muligheder og dokumenterer de store klimagevinster ved at bygge mere i træ.

Temaaften for bygge- og boligordførerne

Samtidig er lovgivningen for brandsikkerhed i byggeriet forældet. Der er brug for nye brandregler som ligestiller træ med andre materialer.

Vi har taget initiativ til – sammen med Dansk Træforening, Træinformation og Træ- og Møbelindustrien – at samle partiernes bygge- og boligordførere til en temaaften om træbyggeri sidst i januar.

Her vil vi opdatere politikerne på det nyeste inden for brug af træ i byggeriet og drøfte ideer og løsninger. Vi har et fælles behov for at lave en plan for en bæredygtig omstilling af byggebranchen nu.

Se også artikler i Skoven side 6 om hvordan træ kan erstatte beton og om træs miljøegenskaber. Side 9 omtales byggeriet i Lisbjerg Bakker som netop er præmieret.