Friluftsrådet ønsker ikke allemandsret i skovene

Friluftsrådet afviser indførsel af allemandsret, men ønsker ændring af adgangsreglerne til skovene. Dansk Skovforening mener de nuværende adgangsregler er velfungerende og der er derfor ikke behov for regelændringer

I Friluftsrådets beretning på deres generalforsamling i går præsenterede de deres ønsker om at skabe muligheder for at kunne overnatte i de private skove. Deres ønske udspringer af at presset på de offentlige skoves lejrpladser er blevet så stort, at det kan være svært at få plads.

Friluftsrådet mener derimod ikke at en indførelse af allemandsret i skovene er løsningen, men peger derimod på at indføre samme regler for færdsel i de private skove som i de offentlige.

Dansk Skovforenings formand, Niels Iuel Reventlow deltog på generalforsamlingen, hvor han afviste nødvendigheden af at ændre de generelle adgangsregler til skovene.

Den almindelige skovgæsts behov er fint opfyldt med adgang fra 6 til solnedgang. Som ejer har vi brug for at kunne styre mere specialiseret brug og koordinere brugen for at undgå konflikter mellem brugere. Vi har ejendomsretten og der er forskel på statsskov og privat skov. Og dermed også på reglerne.

I stedet for ændring af de generelle regler for at tilgodese få særinteresser mener Dansk Skovforening, at friluftslivet kan komme meget langt og få gode naturoplevelser gennem et konstruktivt samarbejde med ejerne.

Ser frem til samarbejde med ny formand

Friluftrådet valgte på generalforsamlingen samtidig ny formand – Niels-Christian Levin Hansen.

Niels-Christian Levin Hansen overtager posten efter Lars Mortensen som har stået i spidsen for Friluftsrådet i 16 år.

Niels Iuel Reventlow takkede Lars Mortensen for samarbejdet og Dansk Skovforening ser frem til samarbejdet med Niels-Christian Levin Hansen.