Generationsskifter i selskaber

Skatteministeren vil ændre definitionen på en pengetank. Det kan påvirke mulighederne for at succedere i overdragerens skattemæssige stilling ved overdragelse af aktier.

Efter aktieavancebeskatningslovens regler om succession kan erhververen ved overdragelse af aktier i live succedere i overdragerens skattemæssige stilling.

Det forudsættes dog, at der ikke er tale om overdragelse af passiv kapitalanbringelse (”pengetanke”).

I dag er definitionen af pengetanke – noget forenklet – at hvis 75 % eller mere af virksomhedens kapital i overvejende grad består af udlejning af fast ejendom (bortforpagtning undtaget) eller besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende, så er der tale om en pengetank.

Skatteministeren har varslet et lovforslag som blandt andet indebærer at definitionen af pengetanksbegrebet skærpes fra de nuværende 75% til 25%.

Det vil sige at selskaber der har mere end 25% af sine værdier anbragt i ejendomme (der ikke bruges i virksomheden), kontanter, aktier eller andet, betragtes som en pengetank ved et generationsskifte. Det medfører begrænsninger i successionsmulighederne.

De konkrete detaljer i lovforslaget er dog endnu ukendte.