Højesteret: Også store maskiner skal kunne svinge om hjørnet

Højesteret har fortolket en vejservitut fra 1924: Retten til erhvervsmæssig færdsel gælder også store køretøjer og maskiner, selv om retten oprindeligt var tiltænkt hestetrukne vogne. Skovforeningen var trådt ind i retssagen og er tilfreds med dommen.

Højesteret stadfæstede 20. januar 2011 Østre Landsrets dom i en sag om retten til erhvervsmæssig (i dette tilfælde skovbrugsmæssig) færdsel over anden mands ejendom.

Skovforeningen var trådt ind i sagen på skovejerens side, og vi er tilfredse med udfaldet.

Dommen får betydning for de mange som har ret til at benytte private fællesveje som adgangsvej til deres ejendom – og for de mange som på deres ejendom har en vej der fører til anden mands ejendom.

Den konkrete sag

I den konkrete sag skulle Højesteret fastlægge rækkevidden af en tinglyst servitut fra 1924 hvorefter  ”Køberen af parcellen maa taale den over parcellen i retningen øst til vest førende markvej”. Markvejen er en af to adgangsveje til en større skovejendom og løber fra skoven til en offentlig vej.

Skovejendommen og den ejendom hvor markvejen ligger, ejes af to forskellige ejere.

Spørgsmålet var om ejeren af ejendommen hvor vejen ligger, skal tåle svingningsarealer (hjørneafskæringer) på i alt 103 m2 ved markvejens udmunding så tunge og lange køretøjer kan svinge fra markvejen ud på hovedvejen og omvendt.

Højesterets dom

Højesteret udtalte (som Landsretten) at driften af skoven kræver tunge og lange køretøjer og at en kørsel med sådanne køretøjer stemmer overens med den tinglyste vejret på naboejendommen.

Det er et nødvendigt led i vejretten at ind- og udkørselsforholdene er egnede for de pågældende køretøjer. Ellers er retten illusorisk.

Ejeren af den ejendom hvor markvejen ligger, må derfor tåle at der ved den private fællesvejs udmunding i den offentlige vej er svingningsarealer så de kørekøjer der benyttes i skovdriften, kan køre til og fra den offentlige vej.

Pligten til at friholde hjørnearealerne ved udmundingen for faste indretninger (det vil sige hegn, sten, bygninger og lignende) blev, bedømt efter forholdene på ejendommen, ikke anset for en væsentlig byrde for ejeren af den ejendom hvor vejen ligger.

Dommens perspektiver

Det er første gang i mange år at Højesteret har fortolket rækkevidden af en gammel vejservitut. Sagen vil formentlig få betydning for mange grundejere og for lige så mange vejberettigede landet over.

Først og fremmest har Højesteret for første gang fastslået at der til en vej hører svingningsarealer. Ellers er vejretten illusorisk. Dernæst har Højesteret cementeret at gamle og uspecificerede vejrettigheder følger med tiden, selvom servitutten ikke beskriver færdselens art eller omfang. Så selvom vejretten er stiftet på et tidspunkt hvor man kørte med hest og vogn, må man nu benytte fx lastbiler og andre nutidige køretøjer og maskiner som er nødvendige for benyttelse og drift af den ejendom som vejen fører til.

Dommen vil også få betydning i de talrige situationer hvor en ejer af eller nabo til en privat fællesvej på den ene eller anden måde lægger hindringer i vejen for oftest erhvervsmæssig benyttelse af vejen. Det kan fx være ved at placere store sten eller opsætte hegn eller plankeværker meget tæt på vejen. Hvis der derved ikke er plads til fx at svinge, har det samme virkning som en afspærring af vejen.

Selvom der skal tages hensyn til de gener, som den ønskede færdsel vil forvolde, vil der med denne højesteretsdom være gode muligheder for at sikre en nutidig og effektiv vejadgang ad de utallige private fællesveje der over hele landet udgør en vigtig del af vejnettet.