Husk at anmelde når du udsætter fuglevildt

Fra den 1. april kan du udsætte gråænder, fasaner og agerhøns. Det er vigtigt at udsætning af ællinger og kyllinger anmeldes, så vi kan få retvisende tal for hvor meget fuglevildt der udsættes.

Vi omtalte i marts problemerne med misvisende tal for udsat fuglevildt – særligt ænder. Det misvisende talmateriale blokerer for en faglig baseret behandling af andeudsætningernes betydning i Vildtforvaltningsrådet, og flere grønne organisationer har på denne baggrund valgt at anbefale et stop for al udsætning af gråænder.

Kun med et overblik og valide data for hvor meget fuglevildt der udsættes, kan vi opnå gode resultater i vores forhandlinger om udsætningsregler for gråand og på sigt også fasaner og agerhøns.

Vigtig at udsætning af ællinger anmeldes

At også udsætning af ællinger skal anmeldes var nyt fra og med 2018. De første år har myndighederne modtaget overraskende få anmeldte udsætninger.

Gråænder (Anas platyrhynchos) må udsættes i perioden 1. april til 31. juli. Der må udsættes maximalt 1 ælling pr. 150 m2 eller 1 voksen and pr. 300 m2 åben, ubevokset vandflade.

Alle udsætninger – både ællinger og vokse ænder – skal anmeldes til Miljøstyrelsen senest en uge efter udsætning. Det kan gøres enten via Virk.dk eller Borger.dk.

Dansk Skovforening indskærper over for sine medlemmer, at reglerne om indberetning såvel som de øvrige regler vedrørende udsætning af gråænder skal overholdes.

Gælder også fasaner og agerhøns

Anmeldelseskravet gælder også for enhver udsætning af fasaner og agerhøns.

Fasaner må udsættes i perioden 1. april – 31. august ogaAgerhøns må udsættes 1. april – 15. august.

Reglerne og arealkravene for udsætning af fasaner og agerhøns er fastlagt § 14 i bekendtgørelse om udsætning af vildt, jagtmåder og jagtredskaber.

Du kan læse mere på Miljøstyrelsens hjemmeside. Her kan du også finde en vejledning til den digitale indberetning.

Gråand.

Gråand.