Ingen penge til bæredygtig skovdrift i 2010-13

Regeringen lukker bevillingerne til særlig biodiversitet i skove, konvertering af nål til løv og grønne driftsplaner - stik imod Danmarks nationale skovprogram, biodiversitets-forpligtelse og skovlovens intentioner. Årsag: Grøn Vækst glemte skovene.

Det viser sig nu at Regeringen ikke har afsat penge til skovlovens tilskudsområder til bæredygtig skovdrift for perioden 2010-13. Det gælder blandt andet sikring af skov med særligt værdifuld biodiversitet, konvertering af nåleskov til løvskov og udarbejdelse af grønne driftsplaner.

Disse ordninger er ellers væsentlige forudsætninger for at Danmark kan opfylde sit nationale skovprogram og skovlovens intentioner om et mere bæredygtigt skovbrug. Og fjernelsen af disse tilskud går stik imod Danmarks internationale forpligtelse om at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten i 2010.

Det er det første konkrete og absurde resultat af at regeringen glemte skovene i Grøn Vækst-strategien.

Regeringen har ikke skiltet med beslutningen om at lukke for tilskud til bæredygtig skovdrift. Skovforeningen blev kun opmærksom på beslutningen via et bilag til et møde i Landdistriktsudvalget i går, den 15. juni.

Vi har derfor skrevet dette brev til Økonomi- og Erhvervsministeriet med kopi til Miljøminister Troels Lund Poulsen, Fødevareminister Eva Kjer Hansen, Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg og Skovrådet:

Økonomi- og Erhvervsministeriet
Sekretariatet for Grøn Vækst
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K

15. juni 2009

 Vedr.: Er der en fremtid for bæredygtig skovdrift i Danmark?

Landdistriktsprogrammets revision finder sted under indtryk af de igangværende politiske forhandlinger om Grøn Vækst.

Det fremgår af det materiale, der blev drøftet på Landdistriktsudvalgets møde den 15. juni, at der i perioden 2010-13 ikke er afsat penge til skovlovens tilskudsområder til bæredygtig skovdrift. Det drejer sig om sikring af særlig værdifuld biodiversitetsmæssig skov, konvertering fra nål til løv, udarbejdelse af grønne driftsplaner m.m.

Det er meget overraskende – og helt uforståeligt – at væsentlige forudsætninger i bl.a. det nationale skovprogram og i skovlovens intentioner om et mere bæredygtigt skovbrug med et pennestrøg p.t. er fjernet blot fordi skovenes rolle i en grøn vækststrategi er blevet glemt.

Dansk Skovforening skal meget stærkt anbefale, at disse ordninger, der er en forudsætning for en fortsat bæredygtig udvikling i de private skove, fortsætter.

Med venlig hilsen
DANSK SKOVFORENING

Hans M. Hedegaard

c.c.:
Miljøminister Troels Lund Poulsen
Fødevareminister Eva Kjer Hansen
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg
Skovrådet