Ja til bæredygtighed. Nej til bureaukrati

Stadigt større dele af træmarkedet kræver dokumentation af skovdriftens bæredygtighed, også i Danmark. Skovforeningen arbejder for at kravene holdes på nationalt niveau, ikke ejendomsniveau.

1. juli trådte statens nye bindende indkøbspolitik for træ i kraft. Nu skal alt træ, også dansk træ, indkøbt af staten være dokumenterbart bæredygtigt produceret. I praksis vil det sige certificeret.

Og lige nu arbejder danske og europæiske energiproducenter på en branchestandard for deres indkøb af træ til energi. I Danmark har energiproducenterne direkte fået opgaven af Klima, Energi og Bygningsministeren. Her vil også blive stillet krav om dokumentation, og certificering vil komme til at spille en rolle i praksis.

Begge initiativer skal imødegå problemer med ubæredygtig skovdrift, fx skovrydning og CO2-udledning, så intentionen er god.

Truslen om urimeligt bureaukrati

Alle er enige om at udnyttelsen af vores naturressourcer skal ske på et bæredygtigt grundlag. Derfor giver det mening at stille dokumentationskrav for at skovene drives bæredygtigt i de dele af verden hvor der mangler overordnet styring og skovlovgivning til at sikre bæredygtig skovdrift, hvor der mangler håndhævelse og kontrol og hvor ikke alle relevante parter er repræsenteret i lovgivningsarbejdet.

Det betyder at vi i Danmark heller ikke slipper for  andre kræver dokumentation for vores skovdrift. Men i et land som Danmark hvor alle kan komme til orde, og hvor lovgivningen bliver til og håndhævet i gennemsigtige processer, kan krav til dokumentation som er ude af proportioner hurtigt blive til unødvendigt bureaukrati og spild af ressourcer.

Det er ikke rimeligt at lægge den byrde på den enkelte skovejer. Det kan gøres mere omkostningseffektivt for alle parter.

Der bør være en fordel af at drive skov i et land som har taget stilling til skovdriften gennem lovgivningen, som håndhæver loven og som løbende bruger ressourcer på at overvåge og måle skovenes udvikling.

Hold det på nationalt niveau

EU arbejder i øjeblikket med at fastsætte operationelle kriterier for bæredygtig skovdrift.

Vi arbejder gennem skovbrugets europæiske organisation CEPF for:

  • At kriterierne kan dokumenteres gennem indikatorer på nationalt niveau, ikke ejendomsniveau.

  • At kriterierne og indikatorerne er politisk relevante og kan give information om klart definerede problemer.

  • At indikatorerne så vidt muligt baseres på eksisterende rapporteringer, fx skovstatistikken.

Behovet for biomasse vokser, samfundet har sikret sig mod skovrydning gennem lovgivningen, og der er store muligheder for at øge træproduktionen uden at komme i konflikt med skovens mange andre hensyn.

Dræb nu ikke disse lyse udsigter med krav til dokumentation af skovdriften på ejendomsniveau som er ude af proportioner.