Klimaanbefalinger til handlinger sendt til regeringen

Anbefalingerne fra de 13 klimapartnerskaber er i dag afleveret til regeringen. Energi- og forsyningssektorens anbefalinger vil styrke dansk skovbrugs muligheder for afsætning af biomasse.

13 klimapartnerskaber har siden november 2019 arbejdet på erhvervslivets forslag til ideer og handlinger, der kan hjælpe Danmark til at nå målsætningen om en reduktion af drivhusgasemissioner på 70% i 2030. I dag har de 13 klimapartnerskaber sendt deres sektorkørerplaner til regeringen.

Dansk Skovforening har deltaget i arbejdet i to af partnerskaberne: Fødevare- og landbrugspartnerskabet og Energi- og forsyningspartnerskabet. Det er de to partnerskaber, der har størst betydning for skovbruget.

Bæredygtig biomasse vil fortsat blive en efterspurgt vare

Energi- og forsyningssektoren anbefaler 20 forskellige klimabeslutninger til regeringen, hvoraf en del vil få betydning for skovbrugets muligheder for at afsætte biomasse.

Energi- og forsyningssektoren anbefaler:

Et styrende mål om mindst 95% reduktion i udledningerne fra energi- og forsyningssektoren frem mod 2030. Blandt andet ved at kul skal udfases hurtigere, og CO2 fra afbrænding skal opfanges og lagres og på sigt anvendes til brintbaserede brændsler.

I den sammenhæng anbefaler partnerskabet:

  • Beslut en ny regulering for fjernvarmesektoren, der understøtter overgangen til 100% grøn energi og tager højde for forskelle i varmeområder og de forskellige teknologiske løsninger. Prioriter investeringer i alternativer til øget biomasse-anvendelse og fastsæt, at alt biomasse-anvendelse til energiformål skal følge de kommende lovpligtige bæredygtighedskriterier.
  • Beslut, at CO2-fangst (udnyttelse og lagring) skal være en del af en national klimastrategi, og etabler de regulatoriske og økonomiske forudsætninger for, at der kan opsættes CO2-fangst på én eller flere af de største danske punktkilder, herunder affaldsenergianlæg.
  • Beslut en strategi og køreplan for anvendelse af brintbaserede brændsler (Power-to-X). Afsæt støttemidler til industriel skalering, som virkemiddel til omkostningsreduktioner på vej mod kommerciel bæredygtighed, og udpeg relevant placering, hvor blandt andet overskudsvarme kan udnyttes.

Udskyder drøftelserne af klimapartnerskabernes anbefalinger

Den politiske og økonomiske situation har ændret sig fundamentalt gennem de seneste uger, hvor Covid-19 har gjort sit indtog. Formand for klimapartnerskabet for fødevare- og landbrugssektoren, Jais Valur, har valgt ikke at offentliggøre rapporten endnu, men vil vente med at drøfte anbefalingerne til situationen efter Coronakrisen er normaliseret. Det samme har flere af hans formandskollegaer i de andre partnerskaber valgt.

Klimahandleplaner vil få stor betydning

Klimapartnerskabernes anbefalinger vil indgå i Regeringens forhandlinger om klimahandleplanerne. Det er planer som vil få stor betydning for skovbrugserhvervet.

Dansk Skovforening følger udviklingen nøje og vil løbende opdatere om klimapartnerskaberne og forhandlingerne om klimahandleplanerne.

Download

Hent og læs sektorkøreplan for energi- og forsynings sektorens bidrag til 70%-målsætningen som PDF-fil: