Konkurrencestyrelsen: Skovkredsene må besøge trævirksomheder

Skovforeningen har fået afklaring fra Konkurrencestyrelsen: Medlemmerne må gerne mødes hos trævirksomheder, også når virksomhederne fortæller om deres forventninger til træmarkedet.

Tidligere i år bad Skovforeningen skovkredsene om ikke at afholde møder hos fx savværker, træindustrier eller handelsselskaber hvis mødedeltagerne derved kunne blive informeret om virksomhedernes forventninger til træmarkedet. Vi ville ikke risikere en ny konkurrencesag.

Efterfølgende har Skovforeningen drøftet lovligheden af sådanne møder med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen – og med godt resultat:

Det ligger nu fast at der i Skovforeningsregi (fx skovkredsmøder) gerne må besøges virksomheder, også hvor virksomhederne orienterer om deres syn på træmarkedet.

Det bliver først ulovligt hvis mødedeltagerne indbyrdes eller med virksomheden aftaler eller orienterer om forhold der kunne være konkurrencebegrænsende.

Så når blot deltagerne overholder samme regler som på et ethvert skovkredsmøde, er der ingen problemer med konkurrenceloven i at skovkredsene holder møder og ekskursioner i samarbejde med savværker, træindustrier eller handelsselskaber.

Læs de generelle regler for udveksling af markedsinformationer i Skovforeningsregi.