Lad kødet blive hjemme

Afrikansk svinepest kan have store konsekvenser for danske svineproducenter. Derfor opfordrer Landbrug & Fødevarer til, at man beder sine udenlandske medarbejdere om at lade kødprodukter blive hjemme, når de drager til Danmark for at arbejde.

Det kan måske være svært at koble svinesygdommen ”Afrikansk svinepest” sammen med dansk juletræsproduktion. Men det er ikke desto mindre højaktuelt i denne tid, hvor juletræshøsten er ved at gå i gang fuld gang – og hvor der flere steder bruges udenlandsk arbejdskraft. Men med udenlandsk hjælp er der en reel risiko for, at der tages fødevarer med fra lande uden for Danmark, som i værste fald kan indeholde afrikansk svinepest. Derfor fraråder Landbrug & Fødevarer, at der tages mad med hjemme fra.

Afrikansk svinepest er en virus, som kan leve i både fersk og forarbejdet kød meget længe, og det kan give problemer, hvis madaffald ender i naturen, hvor vildsvin kan samle det op og dermed blive smittet, fortæller Jan Dahl, som er dyrlæge og chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.

Derfor håber han på, at alle der beskæftiger udenlandsk arbejdskraft vil opfordre medarbejderne til at lade kødprodukter blive hjemme og i stedet bruge kødprodukter fra sikre områder. For hvis der kommer smitte til Danmark, vil det give store konsekvenser for danske svineproducenter.

Det kan måske lyde ret uskyldigt, hvis et enkelt vildsvin bliver smittet. Men ikke desto mindre vil bare ét vildsvin smittet med afrikansk svinepest udløse alarm både i ind- og udland. Og det vil få enorme konsekvenser for eksporten af dansk grisekød og lukke for alle udenlandske markeder i en lang periode, siger Jan Dahl.

Link til yderligere information