Landbrugsstyrelsen er ved at have afviklet sagspuklen på skovområdet

Det er glædeligt, at det nu er lykkedes Landbrugsstyrelsen at få afviklet en stor del af sagspuklen på ordningen for privat skovrejsning og skov med biodiversitetsformål. Det baner forhåbentlig vejen for hurtigere tilsagn på dette års ansøgningsrunde.

Dansk Skovforening har holdt månedlige opfølgningsmøder med direktionen i Landbrugsstyrelsen siden årsskiftet, som følge af den store sagspukkel, der har ligget og ulmet. Der er nu endelig kommet hul på bylden, og fra midten af maj og til midten af juli er over 1.300 skovsager kørt igennem systemet hos Landbrugsstyrelsen. Dermed er stort set hele puklen af sager, som har ventet på en afgørelse i Landbrugsstyrelsen, nu blevet afsluttet. Omkring 50 mio. kr. er endelig kommet ud til skovejerne, der har ventet i op til 2 år på pengene.

Landbrugsstyrelsen oplyser, at de kun har 42 gamle sager, og der er en skarp afviklingsplan for dem.

Det er glædeligt, at Landbrugsstyrelsen er kommet i bund med sagerne. Vi overgår derfor til at holde halvårlige statusmøder med direktionen og supplerer det med nogle praktikkermøder omkring udvikling og optimering af ordninger.