Lovgennemgang: Husk skovens mange formål

Skoven er både produktion af træ, natur, en plads for fritidsliv og meget andet. Derfor bør lovene, som regulerer skovene i Danmark, afspejle skovens mange formål. Det gælder også produktionen af træ, som vi skal bruge til den grønne omstilling. Det er et af budskaberne fra Dansk Skovforening i forbindelse med den aktuelle gennemgang af miljølovene.

Miljøministeriet har sat gang i en lovgennemgang, som skal undersøge, hvordan lovene på ministeriets område, herunder Skovloven, kan fremme biodiversiteten yderligere i den danske natur. Lovgennemgangen er en del af den politiske aftale om en natur- og biodiversitetspakke, som blev indgået mellem regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet i december 2020.

I gennemgangen gennemgår embedsmændene både Skovloven, adgangsreglerne til skovene, beskyttelse enkelte træer, og som noget nyt og potentielt vidtrækkende oprettelse af såkaldte naturzoner i Danmark.

Dansk Skovforening har afgivet de første bemærkningen til lovgennemgangen, et arbejde som ifølge planen strækker sig helt frem til begyndelse af 2023.

Brug for træproduktionen til grøn omstilling

Biodiversitet er et vigtigt formål, og mange skovejere bidrager allerede aktivt, blandt andet ved at følge certificeringsstandarder eller lægge skov urørt. Men vi har også brug for træproduktion til at opsuge CO2 fra atmosfæren og til produkter, der kan erstatte klimabelastende materialer som beton og stål.

Blandt andet derfor er det uheldigt, hvis gennemgangen kun fokuserer på at fremme ét formål, biodiversiteten, fremfor at opveje fordele og ulemper ved de enkelte bestemmelser, både for klimaet, naturen og for samfundet som helhed, mener Dansk Skovforening.

Bevar Skovloven

Den nuværende Skovlov har til formål at sikre bæredygtig drift af vores skove. Det betyder, at skoven på en gang skal være producent af træ, være et godt levested for dyr og planter, give plads til fritidsliv og meget andet. Dansk Skovforening mener, at Skovloven allerede balancerer skovens mange formål, herunder også den biologiske mangfoldighed.

Adgangsregler i spil

Adgangsreglerne til naturen, herunder til de private skove, bliver også en del af embedsmændenes gennemgang, selv om den umiddelbare forbindelse til det overordnede formål om at fremme biodiversitet måske kan være svær at få øje på. Dansk Skovforening har tilkendegivet, at vi mener, at den primære udfordring på adgangsområdet handler om kommunikation af de gældende regler og god adfærd i naturen.

Naturzoner – et nyt begreb

Lovgennemgangen skal også sikre, at et politiske ønske om såkaldte ”naturzoner” i Danmark bliver omsat til virkelighed i lovgivningen. Naturzoner er et nyt begreb, som var del af det forståelsespapir, som regeringen og støttepartierne udarbejdede ved regeringsdannelsen. Embedsmændene skal nu definere, hvad en naturzone er. I sin yderste konsekvens kan naturzoner blive en ny kategori i planloven.

Dansk Skovforeningen har efterlyst grundige analyser, scenarier og konsekvensvurderinger i forbindelse med arbejdet med at definere naturzonerne.

Øvrige temaer

Lovgennemgangen vil også se på beskyttelsen af enkelte træer, faunakriminalitet og mulighederne for regelforenkling.

En lang proces

Lovgennemgangen er et arbejde i flere faser, som først afsluttes i begyndelsen af 2023. Dansk Skovforening følger arbejdet.

Se Dansk Skovforenings indledende bemærkninger til lovgennemgangen (PDF-fil).