Mere aske i skovene

Det bliver nu lettere at føre aske fra varmeværkernes fyring med træflis tilbage til skovene. Det vil gavne træernes vækst og sundhed og bæredygtigheden i skovens stofkredsløb. Samtidig kan skovene hjælpe varmeværkerne af med et affaldsproblem.

Et gammelt ønske i skovbruget og i Skovforeningen er nu ved at blive opfyldt: Det bliver lettere at føre aske fra varmeværkernes fyring med træflis tilbage til skovene.

Når asken med dens næringsstoffer (P, Ca, K og Mg) kommer tilbage til skovene, gavner det træernes vækst og sundhed og bæredygtigheden i skovens stofkredsløb. Samtidig hjælper skovene varmeværkerne af med et affaldsproblem, og det er penge værd for værkerne.

Det vil alt sammen fremme brugen af træ som miljøvenlig energikilde, baseret på bæredygtig skovdrift.

Den gode nyhed ligger i en bekendtgørelse fra Miljøstyrelsen om brug af bioaske til jordbrugsformål. Bekendtgørelsen har været flere år undervejs og bygger på undersøgelser udført af Skov & Landskab, Københavns Universitet (se mere i Skoven 8/08, side 340).

De nye regler er blandt andet:

  • Små flisfyrede varmeværker og skove i deres nærområde kan få 5-årige standardgodkendelser til at bytte flis og aske.
  • Nye hjælpestoffer til at fremstille hærdede askepiller er blevet godkendt. Det vil lette udspredningen og forlænge askens gødningsvirkning.
  • Der er åbnet for at øget dosering pr. udspredning. Der må nu i alt udbringes 3 tons tørstof pr. ha pr. 10 år, maksimalt 3 gange pr. 75 år, hvis ikke indholdet af tungmetaller er for højt.
  • Det kræves nu at asken ikke er for reaktiv. Dermed undgås svidningsskader i skoven.
  • Skovene har lov at opbevare en vis mængde aske til senere udspredning hvis asken er overdækket og afskærmet.
  • Udspredning kan ske hele året. Der anbefales dog at udnytte træernes vækstperiode hvor næringsstofoptaget er størst, og man skal undgå udspredning samtidig med megen regn eller vind.
  • Det er lettet på kravene til varmeværkernes analyse af asken inden tilbageførsel til skovene, og der åbnes for brug af stoffer til at modvirke slagger og korrosion i varmeværkernes kedler.

Den nye bioaskebekendtgørelse er et godt skridt på vejen mod et Danmark der satser på bæredygtig energi fra skovene. Velkommen.