Mere end 30.000 besøgte Skovens Dag

Søndag den 3. maj inviterede over 60 skove til Skovens Dag med temaet "Skovens klima". Især arrangementerne i Jylland var velbesøgte, og over hele landet var det især børnefamilier som var i skoven.

Søndag den 3. maj inviterede over 60 skove til Skovens Dag, og tilsammen blev talt over 30.000 gæster. Især arrangementerne i Jylland var velbesøgte, og over hele landet var det især børnefamilier som var i skoven.

Der kom flest gæster om formiddagen, mens den begyndende regn holdt mange hjemme om eftermiddagen.

Temaet for Skovens Dag 2009 var skovens klima. På arrangementerne blev vist hvordan skoven bidrager til et bedre klima, og hvordan man selv kan bidrage til et bedre klima. Fx ved

  • rigtig fyring i en brændeovn så CO2-udslippet reduceres
  • plantning af træer til lagring af CO2
  • energirigtigt byggeri med skovens materialer
  • virkningen af et ændret skovklima på skovens dyr
  • CO2-neutral madlavning af skovens produkter.

Det var 15. gang at Dansk Skovforening og Skov- og Naturstyrelsen afholdt Skovens Dag med arrangementer i private, kommunale og statslige skove.

På dagen udgav Skovforeningen, Skov- og Naturstyrelsen og Skoven i Skolen hæftet “Klimamaskinen”. Det er skrevet for børn, forældre og lærere og handler om klima, skov og træer.