“Miljøansvarsdirektivet truer retssikkerheden”

Miljøministeren fremsatte i marts 2007 to lovforslag der skulle implementere miljøansvarsdirektivet i dansk lovgivning. På grund af massiv kritik blev de trukket tilbage. Miljøstyrelsen arbejder på nye lovforslag.

Det var overskriften i Skovforeningens årsberetning 2006-07 om miljøansvarsdirektivet.

Miljøministeren fremsatte i marts 2007 to lovforslag: Dels et forslag til en ny miljøskadelov, dels et lovforslag, der skulle indføre en lang række ændringer i flere natur- og miljølove, fx skovloven og naturbeskyttelsesloven.

Betydelige retsikkerhedsmæssige betænkeligheder

Lovforslagene var enestående fyldige og komplicerede. Især i forhold til EU’s habitatdirektiv og fuglebeskyttelsesdirektiv ville de nye regler give store problemer:

Der var betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, hvor f.eks. direktivets muligheder for at fravige det objektive ansvar for land- og skovbrug ikke blev benyttet, idet der i forslagene blot var tale om en deling af det objektive ansvar – endog med omvendt bevisbyrde til skade for skovejerne.

Herudover kunne de økonomiske konsekvenser for den enkelte ejer blive helt uoverskuelige.

Massiv kritik af lovforslag

Lovforslagene blev udsat for massiv kritik – ikke bare fra Skovforeningen, men også fra stribevis af andre erhvervsorganisationer, miljøorganisationer, Advokatrådet og juridiske læreanstalter – og heldigvis også fra folketingspolitikere.

Kritikken medførte, at miljøministeren valgte at trække forslagene tilbage fra Folketinget.

Det betyder imidlertid ikke, at vi undgår en implementering af miljøansvarsdirektivet i dansk lovgivning. Det vil blive implementeret. Men givetvis på en anden måde.

Miljøstyrelsen arbejder på nyt lovforslag

Der arbejdes derfor nu videre i Miljøstyrelsen med udarbejdelsen af de nye lovforslag, der skal indføre EU-reglerne i dansk lov. Samtidig hermed er COWI blevet bedt om at udarbejde en vejledning til miljøcentrene, kommunerne og organisationerne. En vejledning, der skal beskrive, hvilke skader på natur, vand og jord, der er omfattet af miljøansvarsdirektivets definitioner.

Miljøstyrelsen har i den anledning inviteret bl.a. Dansk Skovforening til at deltage i en følgegruppe for vejledningen om miljøskader.

Det forventes, at lovforslagene vil blive fremsat i Folketinget senere på efteråret.

Skovforeningen vil orientere nærmere herom.