Ministeren vil begrænse klagemulighed for natur- og vandplaner

Skovforeningen, landbruget, kommunerne og de grønne organisationer er stærkt utilfredse med miljøministerens forsøg på at begrænse klageadgangen for natura2000- og vandplaner. Socialdemokraterne stiller nu spørgsmål i Folketinget

Miljøministeren foreslår i sin udmøntning af Grøn Vækst at begrænse mulighederne for at klage over de statslige vand- og naturplaner. Formålet skulle være at sikre hurtigere behandling af planerne.

Imidlertid er det myndighederne selv, og deres besvær med at blive enige internt, der har sat hele denne proces langt bagud i forhold til den oprindelige tidsplan.

Skovforeningen har i sit høringssvar påpeget det utilfredsstillende i at ejerne ikke, som oprindeligt fastsat, kan påklage elementer i vand- og naturplanerne. Disse planer bliver grundlaget for de handleplaner der derefter bliver grundlaget for de aftaler som den enkelte ejer skal indgå med myndighederne om vand- og naturbeskyttelse.

Lige siden den første udpegning af natura 2000-områder i 1995 har lodsejerne været bekymrede over konsekvenserne for ejendommenes fremtidige drift. Den bekymring bliver bestemt ikke mindre hvis lodsejerne nu fratages den klageadgang som de blev lovet i begyndelsen.

Dette er blot den seneste i en lang række af mistillidsskabende foranstaltninger over for lodsejerne i denne sag. Den opbyggede mistillid hos lodsejerne kan gøre det overordentligt svært for myndighederne at nå i mål med frivillige aftaler om natura 2000- og vandbeskyttelse.

Også landbruget, kommunerne og de grønne organisationer er rasende over ministerens forsøg på at begrænse klageadgangen.

Det har nu fået Mette Gjerskov, Socialdemokraternes miljøordfører i Folketinget, til at stille ministeren spørgsmålet:

Agter ministeren på baggrund af kritikken fra både kommuner, landbrug og grønne organisationer at ændre klageadgangen til vand- og naturplanerne, så borgere alligevel på almindelig demokratisk vis kan få indflydelse?