Når skovdrift vanskeliggøres af fortidsminder

Dansk Skovforening presser på for at finde en acceptabel løsning for de praktiske problemer med skovdrift på arealer med mange tætliggende fortidsminder.

Vi har netop haft endnu et møde med Slots- og Kulturstyrelsen om fortidsmindebeskyttelsen i skovene. Mødet foregik i en meget positiv og konstruktiv dialog. Men der er endnu ikke fundet en tilfredsstillende løsning af problemerne for skovdriften, som er særligt store i skove med mange tætliggende fortidsminder. Det har således heller ikke været muligt at finde en politisk løsning på dette problem.

På mødet drøftede vi – som en parallel til tilskudsordningen til bæredygtig skovdrift – etableringen af en tilskudsordning, hvor skovejerne kompenseres for de ekstraomkostninger, der er i forbindelse med varetagelsen af de særlige hensyn til fortidsminderne.

Vi drøftede også det hensigtsmæssige i at indkalde til et seminar med deltagelse af et større antal relevante personer og organisationer for at indsamle forslag til at løse problemstillingen.

Styrelsen har i øjeblikket et udkast til vejledning om skovdrift i forbindelse med fortidsminder i høring, og styrelsen har været meget lydhør over for vores ændringsønsker. Vejledningen forventes at udkomme 1. september 2018.

Dansk Skovforening opfordrer fortsat styrelsen til et tæt samarbejde direkte med de berørte, private skovejere. Det samarbejde går efter styrelsens opfattelse godt og der udstedes meget få påbud. Styrelsen lægger stor vægt på en god dialog med henblik på at indgå aftaler med ejerne om løsninger på eventuelle problemer og allerede skete overtrædelser.

Styrelsen gav på mødet også udtryk for, at mountainbikekørsel og –spor er et betydeligt problem i forhold til fortidsminderne – særligt i de statslige skove. Her gøres der meget for adfærdsregulering fx ved udlægning af stammer kvas for at sikre mod kørsel på fortidsminderne.