Natura 2000 – handleplaner vedtaget

Nu er Natura 2000-handleplanerne vedtaget. Læs mere om hvor du finder planerne, mulighederne for at påklage handleplanerne og hvordan de skal implementeres

Naturstyrelsen har d. 7. december offentliggjort Natura 2000-handleplanerne for de områder der indeholder fredskovspligtige skovbevoksede arealer. Planerne kan findes på Naturstyrelsens hjemmeside

Som ejer har du mulighed for at påklage både skovhandleplanernes indhold og tilvejebringelse af handleplanerne. Fristen for at påklage planerne er 4. januar 2013.

Har du spørgsmål til handleplanerne eller brug for hjælp til at påklage en handleplan for skovbevoksede arealer tilbyder Skovforeningen fortsat gratis rådgivning såfremt det drejer sig om fredskovspligtige skovbevoksede arealer.

Indhold af handleplaner

Handleplanerne er en opfølgning på de statslige Natura 2000-planer og lavet i samarbejde med de respektive kommuner, som er ansvarlige for de lysåbne arealer og de ikke fredskovspligtige skovbevoksede arealer.

Skovhandleplanerne giver rammerne for beskyttelsen af skovene i Natura 2000-områderne. Målet er at beskytte de særligt udpegede arter og de 10 skovnaturtyper, der findes i skovene.

Tilskudsordninger

Implementeringen af handleplanerne forventes primært gennemført ved at lodsejerne søger de særligt udviklede tilskudsordninger. Desværre afventer skovordningerne en endelig godkendelse i EU.