Naturnær skovdrift kræver mange og kvalificerede medarbejdere

Skov- og Naturstyrelsen er alene om at anse naturnær skovdrift for “en langt mindre arbejdskrævende produktionsform”. Resten af skovbruget anbefaler aktiv og fagligt underbygget brug af naturens mekanismer, blandt andet for at producere træ for klimaet.

Der blev spærret øjne op i dansk skovbrug da Skov- og Naturstyrelsen sendte denne pressemeddelelse ud den 16. september:

Skov- og Naturstyrelsen har de seneste knap ti år gennemgået en modernisering fra traditionel skovdrift til en styrelse med naturgenopretning og oplevelser til borgerne som hovedopgaver. Det har bl.a. betydet, at langt den største del af de danske statsskove nu drives naturnært, hvor skovene populært sagt ’planter sig selv’. Det er en langt mindre arbejdskrævende produktionsform, samtidig med at der sker en forsat øget mekanisering af skovdriften. Skoven får altså i stort omfang lov til at udvikle sig langt mere “vildt” end før.

Ændringerne har medført, at Skov- og Naturstyrelsen ikke skal bruge helt så mange skovarbejdere længere. Mange er allerede blevet efteruddannet til at løse de nye typer af opgaver, som Skov- og Naturstyrelsen har fået i de senere år, men det betyder desværre også, at Skov- og Naturstyrelsen nu, for yderligere at styrke udviklingen, står overfor at skulle afskedige eller flytte nogle af de skovarbejdere, der tidligere har haft deres hovedopgave inden for skovdriften.

Skov- og Naturstyrelsens direktion har derfor besluttet, at der skal nedlægges 56 skovarbejderstillinger.

Vi blander os ikke i hvordan staten eller nogen anden skovejer vælger at dyrke sin skov. Vi blander os heller ikke når staten eller nogen anden skovejer vælger at regulere arbejdsstyrken i sin skov. Men vi reagerer når Skov- og Naturstyrelsen påstår at naturnær skovdrift er “en langt mindre arbejdskrævende produktionsform”. Skov- og Naturstyrelsen står alene med dette synspunkt.

Resten af dansk skovbrug er enig om at seriøs naturnær skovdrift kræver mindst samme arbejdsstyrke, akkuratesse, faglige viden og praktiske dygtighed som den hidtidige skovdrift. Læs fx hvad en stribe forskere og praktikere, uafhængigt af hinanden, skriver i dette nummer af Skoven.

At vende ryggen til og undlade at dyrke skoven er blot at høste kortsigtede besparelser på bekostning af skovens foryngelse, tilvækst, vedkvalitet og modstandsdygtighed. Hvis det føres til ende, kan det koste milliarder af kroner og millioner af m3 miljøvenligt træ der kunne have gavnet klimaet.

At undlade at gøre opmærksom på dette er at vildlede politikere og skatteydere som skal henholdsvis lede og betale statsskovene. Og det kan miskreditere de lovende muligheder der ellers kan være i seriøs og aktiv naturnær skovdrift.

Vi anbefaler ikke statsskovenes model for resten af Danmarks skove. Vi anbefaler en skovdrift som bygger på aktiv og fagligt underbygget udnyttelse af naturens mekanismer og som producerer mere træ og mere kvalitetstræ til gavn for miljøet og samfundet.

Naturnær drift bliver debatteret i en række artikler i Skoven 11/2008: