Naturstyrelsen registrerer §3-områder

Naturstyrelsen registrerer §3-områder i Næstved, Odense, Holstebro og Mariagerfjord kommune. Din ejendom kan få besøg i perioden juni–september.

Feltregistreringer i juni – september

Naturstyrelsen registrerer §3-områder i Næstved, Odense, Holstebro og Mariagerfjord kommune. Din ejendom kan få besøg i perioden juni–september.

Naturstyrelsen skal i løbet af sommeren undersøge om de eksisterende registreringer af naturbeskyttelseslovens §3 er korrekte. De nuværende registreringer sammenlignes med de nyeste luftfotos. Hvor der er forskelle, skal naturområdet undersøges i felten. Det sker ved at Naturstyrelsens medarbejder besøger arealerne og registrerer hvilke planter og dyr der findes på arealerne og om arealet skal registreres som beskyttet §3-natur.

Håndhævelse

Hvis et §3-naturområde er forsvundet, er det kommunen der skal følge op på om det er sket i overensstemmelse med §3-beskyttelsen.

Orientering af lodsejerene

Af hensyn til tidsforbruget kontakter Naturstyrelsen ikke hver enkelt lodsejer inden besøget, men annoncerer feltarbejdet kommunevist i lokalpressen. Alle Naturstyrelsens folk medbringer et legitimationskort.

Opfølgning

Når Naturstyrelsen er færdig med registreringen, er det kommunernes opgave at vedligeholde registreringerne. Kommunerne vil, som noget nyt, fremover gennemgå de beskyttede naturarealer i en 10-årig cyklus. Reglerne for dette vil blive præciseret i lovgivningen.

Skovlovens §28-arealer er ikke en del af eftersynet

Bemærk at Skovlovens §28-arealer ikke er §3-arealer. Moser, heder, strandenge eller strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev der hører til fredskov og som er mindre end 2500 m² sammenhængende areal eller søer mindre end 100 m², er ikke omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3 og er dermed heller ikke en del af §3-eftersynet.

For yderligere oplysninger

På Naturstyrelsens hjemmeside kan du se mere om projektet, blandt andet et kort over hvor langt eftersynet er nået i de enkelte kommuner: www.beskyttedenaturtyper.dk.

Eller du kan kontakte nedenstående personer for yderligere information om denne sommers feltregistreringsarbejde:

  • Mariager fjord kommune – John Brandbyge, Naturstyrelsen Århus, tlf. 7254 3859

  • Næstved kommune – Karsten Fugl, Naturstyrelsen Storstrøm, tlf. 7254 3360

  • Odense kommune – Ann Fuglsang, Naturstyrelsen Odense, tlf. 7254 3537

  • Holstebro kommune – Jørgen Lissner, Naturstyrelsen Vestjylland, tlf. 7254 3797.

Baggrund

Naturstyrelsen vil i de næste 3 år (perioden 2011-2013) opdatere registreringen af §3-beskyttet natur på Danmarks Miljøportal.

Ny registreringen af §3-arealer sker på baggrund af at en stikprøve undersøgelse lavet af Danmarks Miljøundersøgelser. Undersøgelsen viser at den eksisterende §3-registrering er mangelfuld og at der i gennemsnit er afvigelser på 15-20 pct. mellem de registrerede arealer og luftfotos fra 2008.