Nu undersøges tørkens skader på skovene

Tørken har påvirket skovene. Hvordan og hvor meget undersøges nu af Københavns Universitet.

Mange har lidt under denne sommers helt ekstreme varme og tørke. Således også skovene. Dansk Skovforening har anmodet vores medlemmer om at indberette umiddelbart konstaterbare skader til foreningen – og gerne med fotos.

Vi har modtaget mange beskrivelser og fotos af udgåede kulturer, tyndløvede og døende træer og bevoksninger samt direkte vedteknologiske skader som følge af det ekstreme vejr. Tak for det. De data er vigtige for samarbejdet med skovforskerne om at få kortlagt skaderne. Vi modtager fortsat gerne tilbagemeldinger (sendes til: hmh@skovforeningen.dk).

Men en ting er de umiddelbart konstaterbare skader, noget andet er de skader, der først vil vise sig i senere vækstsæsoner.

Københavns Universitet vil nu undersøge skadernes omfang. Universitetet vil give:

  • et overslag over omfanget af tørkens konsekvenser for nyplantningerne
  • et overslag over tørkens indflydelse på træernes tilvækst og de økonomiske konsekvenser
  • en beskrivelse af tørkens indflydelse på vedkvaliteten og de økonomiske konsekvenser samt
  • en oversigt over øvrige forhold, herunder bl.a. svampe og insekters påvirkning af træerne.

Resultaterne af universitets undersøgelser af skaderne vil tidligst kunne foreligge i efteråret 2018, men visse skader vil dog først kunne konstateres de kommende år. Det drejer sig fx om nedsat kvalitet af veddet i form af misfarvning, stammerevner m.m.

Vi er meget tilfredse med at både de umiddelbart konstaterbare skader samt de skader, der rækker ud i fremtiden nu bliver undersøgt og dokumenterede. Herefter vil vi tage stilling til et eventuelt behov for politiske initiativer.