Ny betalingsmodel for biodiversitet i de private skove klar til test

Dansk Skovforening er snart klar til at teste betalingsmodel for biodiversitetsydelser fra de private skove i praksis. Det sker i samarbejde med Københavns Universitet.

Et større EU-projekt ‘Spurring INnovations for forest eCosystem sERvices in Europe (SINCERE)’, sætter fokus på udvikling af alternative betalingsmodeller for økosystemtjenester fra private skove i primært Europa men også i Peru og Rusland. Dansk Skovforening er som tidligere beskrevet med i den danske case, der tester en ny betalingsordning for biodiversitetsydelser, hvor der arbejdes med en licitationsmodel med anvendelse af omvendte auktioner.

Vores testmodel er nyskabende og er en blandt i alt elleve innovative testprojekter som EU-projektet har frembragt i forskellige lande på tværs. Vi er nu så langt i projektet at vi inden længe er klar til at åbne for bud.

Vigtigt med national og international sparring

EU-Projektet nåede i sidste måned sin halvvejs milepæl, hvilket blev markeret med et midtvejs-seminar i det nordlige Italien. Dansk Skovforening var sammen med alle andre aktører fra Europa samlet for at gøre status, beskrive fremskridt og lade sig os inspirere af de andre projekter.

I sidste uge fulgte vi op på indtrykkene og samlede projektets faste nationale interessentgruppe – for tredje gang – til en god og inspirerende dag i København. Her præsenterede og diskuterede vi vores forslag til den endelige auktionsmodel og fik vi mange gode konstruktive tilbagemeldinger.

Igennem hele projektet har det været vigtigt for os at modtage input fra interessenter og projekt-partnere og kunne dele ud af vores erfaringer.

Både den internationale sparring og i særlig høj grad de input vi nu har fået fra vores nationale interessenter, har kvalificeret metoden og vi glæder os til at teste den af i praksis.

Dekorationer og freskomalerier fra romantikken skabte de rette omgivelser for spændende diskussioner i Italien