Ny EU skovstrategi rykker nærmere

En ny EU skovstrategi skal anerkende at aktiv bæredygtig skovdrift er den forvaltning, der kan levere bredest på flere af EU-Kommissionens målsætninger. Det er et af flere budskaber som Dansk Skovforening har spillet ind i den offentlige høring om EU´s kommende skovstrategi.

Skov er ikke et EU-anliggende, men national kompetence. Alligevel har EU-politik og internationale forpligtigelser stor indflydelse på skovens drift og muligheder. Energi, landbrug, miljø, klima, biodiversitet og vand er alle sammen eksempler på emner, der har berøring med skoven og som samtidig er grænseoverskridende eller omfatte af internationale konventioner, og som medlemsstaterne er enige om, at håndtere i EU-fællesskabet.

Samlet set betyder det, at mere end 8 afdelinger under EU Kommissionen (general direktorater) arbejder med skov-relaterede emner. De mange berøringsflader giver behov for koordination. I 2013 fik EU sin første skovstrategi, der blev revideret allerede i 2018. Nu er en ny skovstrategi undervejs og der er brug for den mere end nogensinde før.

EU målsætninger og offentlig høring

EU kommissionens erklærede målsætning for den kommende skovstrategi er, at sikre sunde og modstandsdygtige skove, der bidrager til biodiversitet, til klimamålsætninger, til livsgrundlag i landdistrikterne og til en cirkulære bioøkonomi.

Vi omtalte i efteråret den rapport, som er grundlaget for Kommissionens arbejde med skovstrategien. Som næste led i processen mod en ny skovstrategi har EU-Kommissionen netop indhentet input om trusler, muligheder, biodiversitet, folkesundhed, overvågning/monitorering, EU- og stats-pulje til skov i et spørgeskema.

Dansk Skovforening har i besvarelsen lagt vægt på:

  • At EU’s nye skovstrategi skal være det dokument, der styrer andre politikområders tilgang til skov.
  • At skovstrategien skal bevare de pan-europæiske bæredygtighedskriterier som fundamentet
  • At skovstrategien skal sætte skovejeren i centrum og styrke skovforvaltningen gennem fokus på forskning, rådgivning samt gøre digitale forvaltningsværktøjer tilgængelige for skovejerene
  • At skovstrategien skal anerkende, at aktiv bæredygtig skovdrift er den forvaltning, der kan levere bredest på EU-Kommissionens målsætninger indenfor både miljø, klima, vækst og beskæftigelse.

EU skovstrategien skal efter planen offentliggøres denne sommer.

”Vores skov – vores fremtid”

Det er ikke kun i Danmark vi ser behovet for en stærk EU skovstrategi, der skal være det vigtigste politiske værktøj til integration af europæiske skove og skovbrug i alle andre politikområder. 

Vores Europæiske skovejer organisation CEPF arbejder hårdt for at påvirke processen. Ud over at besvære spørgeskemaet har CEPF sammen med andre jordejerorganisationer lavet et fælles holdningspapir med information om Europas skove og deres vision for den nye skovstrategi.