Ny lagerbeskatning på vej

En ny skat på udlejningsejendomme, som skal medfinansiere retten til tidlig pension, er konsekvensen af den nye politiske aftale – den såkaldte Arne-aftale – der blev indgået natten mellem fredag og lørdag.

Den nye såkaldte lagerbeskatning skal fra år 2024 lægge 850 mio. kr. i statskassen årligt. Skatteinddrivelsen skal gå til at sikre en ret til tidligere folkepension på mellem 1 og 3 år for folk, der har været mellem 42-44 år på arbejdsmarkedet, når de fylder 61 år.

Ifølge den politiske aftaletekst vil lagerbeskatningen blive pålagt selskaber med ejendomsportefølje på over 100 millioner kroner, mens selskaber med mindre ejendomsporteføljer ifølge aftalen undtages.

Ejendomme som selskaber i overvejende grad selv anvender i egen drift, undtages også fra beskatningsgrundlaget. Det gælder fx ejendomme, der af selskabet selv eller et koncernselskab anvendes til administration, lager, produktion eller landbrug.

Mange tvivlsspørgsmål

Den endelige model for beskatningen vil blive udarbejdet frem imod år 2023. Dermed er det for tidligt at vurdere, hvordan den vil påvirke fx ejendomsværdier, markedet for udlejningsejendomme og investeringslysten i fx moderniseringer og klimarenoveringer af de berørte ejendomme.

Allerede nu lægges der dog op til, at der årligt skal foretages en ansættelse af den aktuelle handelsværdi for hver enkelt ejendom i de berørte selskaber som grundlag for en skatteberegning, og det er efter aftale selskaberne selv, der skal beregne handelsværdien.

Dansk Skovforening vil løbende følge det lovforberedende arbejde og vurdere potentielle fremtidige følgevirkninger heraf for vores medlemmer.