Ny rekord for erstatningsskov

En ny model for tildeling af tilskud til skovrejsning i forbindelse med udlæg af erstatningsskov har været en stor succes. Et privat projekt på hele 100 ha har fået tilsagn.

Ovenstående overskrift er titlen på en pressemeddelelse fra Miljøministeriet og er resultatet af en ny model for tildeling af tilskud til skovrejsning i forbindelse med udlæg af erstatningsskov.

Efter beslutningen om etableringen af et vindmølletestcenter i Østerild, skal der fældes 245 ha statsskov, og kravet er at der skal plantes 393 ha erstatningsskov fordelt over hele landet og gerne større sammenhængende arealer.

Anbefaling: lav privat skovrejsning

Skovforeningen anbefalede dengang, at betydelige andele af erstatningsskoven burde etableres i privat regi. Argumentet var at dette ville billiggøre erstatningsskoven, da der ikke først skal erhverves arealer til tilstrækkelig store og sammenhængende skove.

Der blev etableret en tilskudsordning med særlige krav og dertil hørende højere tilskudssatser og resultatet heraf er opløftende:
Første tilskudsrunde er nu fordelt, og der er meddelt tilsagn til 177,5 ha fordelt på 4 områder.
I Sønderjylland er der et privat skovrejsningsprojekt på 100 ha. Det hidtil største private skovrejsningsprojekt i nyere tid med statstilskud.
Og i næste tilskudsrunde vil der blive plantet 216 ha, hvoraf de 74 ha etableres som privat skov.
Det er glædeligt, dels at der plantes så store sammenhængende skove dels at den private andel ligeledes er betydelig.