Offentlig indkøb af træ – midlertidige retningslinier

Miljøministeren har offentliggjort en liste over certificeringsordninger der giver tilstrækkeligt garanti lovlighed. Listen er en midlertidig anbefaling indtil arbejdet med revision og udvidelse af den gældende indkøbsvejledning er færdiggjort

I februar 2006 lancerede Miljøministeren en 9-punktsplan for offentlige indkøb af lovligt og bæredygtigt træ med det sigte at alle offentlige institutioner i Danmark bør købe lovligt og bæredygtigt træ, i takt med de faktiske muligheder i markedet.

Revision af den gældende indkøbsvejledning

Et af punkterne i planen er at revidere den gældende vejledning for indkøb af tropisk træ til at gælde for alt slags træ. Et arbejde der blev sat i gang i foråret 2006 og forventes at ligge færdigt i begyndelse af 2007. Indtil der foreligger nye vejledninger anbefaler Miljøministeren, at der stræbes efter at købe lovligt og bæredygtigt træ efter anvisningerne i den eksisterende vejledning. Listen over certificeringsordninger der kan garantere at træet er lovligt og bæredygtigt er dog ufuldkommen, da den ikke dækker andet end tropisk træ.

Liste over certificeringsordninger

Miljøministeren har derfor offentliggjort følgende midlertidige liste over certificeringsordninger, som vurderes til at give tilstrækkelig garanti for at træet er lovligt:

  • CSA (Canadian Standard Association)
  • FSC (Forest Stewardship Council)
  • MTCC (Malaysian Timber Certification Council)
  • PEFC (Programme for the Endorsement of Forest Certification Schemes)
  • SFI (Sustainable Forestry Initiative)