Ophedet debat om biomasse op til beslutninger på Christiansborg

Debatten om anvendelsen af skovbiomasse til afbrænding er blusset op i den seneste tid. Politikerne skal tage stilling til flere vigtige elementer i den kommende tid fx, klimaplanen, fremtidens energiforsyning og implementering af VE II (vedvarende energi). Som i enhver anden debat er fronterne trukket op, og følelser og holdninger kan overskygge fakta.

Anvendelse af biomasse i energisektoren er for tiden en øretævernes holdeplads. Adskillige organisationer er gået til kamp mod fortsat anvendelse af biomasse i energisektoren. Emnet har stor fokus fra Dansk Skovforening, der arbejder på at rette misforståelser og få de faglige argumenter ind i debatten. Det sker både ved direkte påvirkning af beslutningstagere, mødeaktivitet, artikler og aktivitet på de sociale medier.

Dansk skovbrug leverer bæredygtig flis

Mange skovejere har lyttet til politikernes tidligere ønske om at anvende biomasse i varmeproduktionen og har øget produktionen af flis ved at anvende højere plantetal, powerkulturer og hurtigtvoksende træarter. Danmark har dermed fået en stabil produktion af skovflis, som består af restprodukter fra skovdriften kombineret med disse ekstra tiltag i kulturerne og den øgede skovrejsning.

At skovflisen er et restprodukt af skovenes produktion af træ til fx byggeri synes mange at glemme i debatten. Idet træflis normalt laves af forholdsvis små dimensioner, vil det opsamlede CO2 fra luften også hurtig blive frigivet igen, hvis træet blot efterlades i skoven i stedet for at fortrænge fossil energi i varmeproduktionen.

Retorikken mod biomasse er skarp

Flere interesseorganisationer har udtalt sig negativt om anvendelsen af biomasse og blandt andet foreslået udfasningsplaner og afgiftspålæggelse. Der er i den seneste tid kommet angreb fra Rådet for Grøn Omstilling, Concito, Verdens Skove og Danmarks Naturfredningsforening. Desværre er ikke alle fakta i orden fx skriver Concito, at CO2 udledning fra afbrænding af biomasse ikke tæller med i klimaregnskabet. Det er ikke korrekt, idet alt dansk skovet træ, både til tømmer og flis, indregnes i LULUCF for Danmark. Dermed er CO2 frigivelsen allerede indregnet en gang ved fældningen af træerne.

Altinget er et medie, som primært læses af politikere og interesseorganisationer. Vi har flere gange kommunikeret via dette medie, fx udsendte vi i samarbejde med 12 andre organisationer Biomassekritikere kan ikke se fremtidsperspektivet for bare træer. Denne er senere fulgt op med ”Rådet for Grøn Omstillings forslag om udfasning af dansk flis i energisektoren har negative klima-, økonomiske- og beskæftigelsesmæssige konsekvenser”.

Tre vigtige pointer til politikerne

Politikerne forhandler klimaplan på højtryk og snart skal de også implementere bæredygtighedskravene, som VE II direktivet påbyder. Vi har sendt en opfordring til Klima- Energi- og Forsyningsudvalget med 3 vigtige pointer til de kommende forhandlinger:

1. Fortræng først de fossile brændsler inden den grønne biomasse
Danmarks bruttoenergiforbrug er ca. 750 PJ, hvoraf vedvarende energi stadig kun udgør knap 300 PJ. Langt den største del af den vedvarende energi udgøres af biomasse, som samlet udgør ca. 180 PJ, heraf er ca. 120 PJ træ i form af brænde, flis og træpiller, hvilket kun svarer til 16% af det samlede energiforbrug. Lav derfor først en udfasningsplan for den fossile energi.

2. Der er brug for biologisk kulstof i fremtiden og en fortsat brug ruster os til fremtidens efterspørgsel
Biomasse spiller en vigtig rolle i den grønne omstilling; den hjælper med at smide det sidste kul ud af energiforsyningen – og i den næste lange periode er der ingen reelle alternativer. Vi skal bruge biomassen klogt – ikke mindst i samspil med varmepumper – og vi skal holde i gang i produktionen af dansk skovflis, så vi har både råvareproduktion og infrastruktur på plads, når vi på et tidspunkt om 10-20-30 år skal bruge det grønne kulstof fra skoven i nye teknologier, tøjproduktion, emballagemateriale, isolering og meget andet.

3. Giv den gode biomasse plads i den grønne omstilling
Husk at flisen fra de danske skove er et restprodukt af træproduktionen til træ med højere kvalitet som fx anvendes i byggeriet, og dermed lagrer CO2 mange år ud i fremtiden samtidig med at skoven stadig optager CO2. I Danmark optager de danske skove hvert år mere CO2, end der høstes ved skovning.

I Danmark producerer vi allerede bæredygtig certificeret træbiomasse. Der er tale om internationale certificeringsordninger, som sikrer en fornuftig skovdrift og plads til biodiversiteten. Brug disse ordninger til at sikre bæredygtigheden.

Certificering og førstebehandling

Folketinget skal den 18. juni førstebehandle et forslag om certificering af træ til energiforsyningen. Vi arbejder for, at der ikke skal stilles krav til yderligere certificeringsordninger. Vi må forvente stramninger på området, og det er blot et lille første trin i den kommende tids beslutninger. Det er nu vi skal se om politikerne har forstået pointen med at dansk flis er bæredygtigt og nødvendigt i fremtidens grønne omstilling.