Overflødig og dyr tvangsbeskyttelse af flagermus i løvskovene

Miljøministeriet har sendt et lovudkast i høring. Lovudkastet indebærer erstatningsfri indgreb i skovdriften. Det vil påføre økonomiske tab og byrder for skovejerne - for at beskytte flagermus som ingen beskyttelse behøver. Skovforeningen protesterer.

Miljøministeriet har sendt et lovudkast i høring. Loven skal gennemføre habitatdirektivets strenge artsbeskyttelse (den såkaldte “artikel 12 beskyttelse”) i Danmark.

Lovudkastet indebærer en uacceptabel erstatningsfri regulering som vil medføre både driftsøkonomiske tab og ekstra administrative byrder for skovejerne.

Særlig paradoksalt er det at der lægges begrænsninger på skovdriften for at sikre arter, hovedsagelig flagermusarter, som slet ikke er truede i Danmark. Tværtimod har disse arter en gunstig bevaringsstatus.

Ministeriet vil udarbejde en vejledning om ”god praksis”. Den er ikke klar endnu, og vi ved derfor ikke nøjagtig hvilke driftsbegrænsninger der vil blive indført og kan endnu ikke vurdere de økonomiske tab for skovbruget.

Skovforeningen høringssvar i sin helhed

By- og Landskabsstyrelsen
Haraldsgade 53
2100 København Ø

Vedr.: Høring over udkast til ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om jagt og vildtforvaltning og forskellige andre love (Beskyttelse af visse dyrearter m.v.)

Med e-mail af 19. december 2008 fremsendte By- og Landskabsstyrelsen ovennævnte udkast til lovforslag, idet Styrelsen udbeder sig Dansk Skovforenings bemærkninger hertil senest den 16. januar 2009.

Skovforeningen skal i den anledning fremkomme med følgende bemærkninger:

Overordnede bemærkninger

Erstatningsfri regulering af erhvervsmæssige aktiviteter

Dansk Skovforening finder det uacceptabelt, at der med den foreslåede artikel 12 beskyttelse lægges op til en driftsmæssig, driftsøkonomisk og administrativ belastende regulering, der tænkes gennemført som en erstatningsfri regulering i lighed med den gældende §3 regulering i naturbeskyttelsesloven.

Skovforeningen finder, at der er tale om vidt forskellige forhold. Således indeholder §3-beskyttelsen blot et forbud mod tilstandsændringer af udyrkede eller ekstensivt udnyttede arealer.

Med lovforslaget lægges der op til restriktioner/begrænsninger i forbindelse med udnyttelsen af et driftsmæssigt aktiv.

Skovforeningen finder det ikke acceptabelt, at denne beskyttelse agtes gennemført som en generel erstatningsfri regulering til sikring af arter (flagermus), der ikke er truede. Tværtimod er der tale om arter, der er sikret en gunstig bevaringsstatus, hvilket også direkte er nævnt i høringsmaterialet på side 30, 3. afsnit.

I forbindelse med gennemførelsen af habitatdirektivets naturtypebeskyttelse i skovloven og i naturbeskyttelsesloven i 2004, anerkendte lovgiverne, at der hér var tale om et indgreb for hvilket, der skulle ydes ejerne erstatning for tabet.

Skovforeningen har samtidig i et par år samarbejdet med Danmarks Naturfredningsforening med et formål at få udarbejdet modeller for, hvorledes ejerne kunne sikres erstatning for det tab, som restriktionerne i forbindelse med artikel 12 beskyttelsen påførte ejendommene.

Skovforeningen har i forhandlingerne med Styrelsen forstået det således, at det er EU-Kommissionen, der har forbudt medlemsstaterne at yde erstatning for gennemførelsen af artikel 12 beskyttelsen.

På trods af dette er der i lovbemærkningerne anført et andet argument for den manglende erstatning, nemlig, at der er tale om forhold der ”er begrundet i almene hensyn, dvs. hensynet til naturbeskyttelsen nationalt og på fællesskabsplan”. Med andre ord at sammenligne med naturbeskyttelseslovens §3 beskyttelse.

Såfremt det således ikke er EU-Kommissionen, der direkte har forbudt, at der ydes kompensation for den rådighedsindskrænkning, som beskyttelsen medfører, må Skovforeningen kræve, at beskyttelsen – i lighed med skovnaturtypebeskyttelsen – sker mod kompensation.

I modsatte fald må erhvervet på anden måde sikres kompensation for de tab, som reguleringen medfører.

Økonomiske konsekvenser

Skovforeningen finder, at lovudkastet klart underspiller de økonomiske konsekvenser for skovejerne. Der er tale om driftsmæssige begrænsninger, der kan få ganske store økonomiske konsekvenser, ligesom der er tale om pålæggelse af yderligere administrative byrder for skovadministrationerne.

De foreslåede lovændringer vil medføre et betydeligt økonomisk tab for skovbruget. Det synes paradoksalt, at der foreslås gennemført lovændringer for beskyttelse af flagermus­arter, som er vidt udbredte i Danmark, og hvis levesteder ikke er truede af den aktuelle skovdrift i Danmark.

Såfremt skovbruget alligevel påføres særlige krav, må det være en forudsætning, at EU og staten påtager sig et ansvar for at skovbruget ikke efterlades med regningen. Som det nu lægges op til, skal skovbruget betale dels gennem driftsmæssige begrænsninger, og dels gennem indskrænkninger i eksisterende ordninger til finansiering af nye tiltag i forbindelse med implementering af de nye regler.

Skovforeningen finder det positivt, at der med forslaget lægges op til en betalingsordning for de supplerende tiltag, der skal opfyldes for de særligt beskyttelseskrævende arter. Dette forslag ligger tæt på det forslag Skovforeningen sammen med Danmarks Naturfredningsforening i samarbejde har foreslået som beskyttelsesmodel for artikel 12 arterne. Modellen er baseret på incitamenter for skovejerne til at bevare og udvikle naturværdier samt indeholder en vis grad af frivillighed. Skovforeningen og Naturfredningsforeningen er enige om, at denne model er en fremtidssikret måde at skabe større naturværdier på – og absolut den bedste til at sikre de arter, som skal beskyttes i henhold til habitatdirektivets artikel 12.

Men vi kan ikke acceptere, at det er erhvervet, der selv kommer til at betale for disse ekstra aktiviteter gennem træk på de eksisterende skovordninger samt jagttegnsmidler. Der må i forbindelse med gennemførelsen af artikel 12 beskyttelsen tilføres ekstra statslige midler til området, og ikke bare til statens egen administration af reglerne, som der lægges op til. Det vidner ikke om et stort statsligt engagement i opgaven.

Forespørgselsordning

Skovforeningen noterer sig, at der foreslås etableret en statslig rådgivningsfunktion over for lodsejerne, men foreningen finder ikke, at denne sikrer lodsejerne en tilstrækkelig retssikkerhed. En skovejer må ved henvendelse til myndighederne kunne få at vide, om et givent driftsmæssigt tiltag vil falde inden for rammerne af artikel 12 beskyttelsen.

Skovforeningen skal derfor foreslå, at der i stedet etableres en frivillig forespørgselsordning (anmeldeordning) i art. 12 beskyttelsen som parallel til den pligtige anmeldelsesordning, der eksisterer for bestemte aktiviteter i forbindelse med skovnaturtypebeskyttelsen.

En ejer vil således frivilligt kunne vælge at anmelde en given aktivitet til Skov- og Naturstyrelsen/By- og Landskabsstyrelsen. Såfremt Styrelsen ikke inden for en frist på 4 uger har meddelt ejeren, at den påtænkte aktivitet er eller formentlig vil være i strid med artikel 12 beskyttelsen, kan ejere gennemføre aktiviteten uden efterfølgende at kunne blive straffet for gennemførelsen af denne, såfremt det måtte vise sig, at aktiviteten alligevel medfører en skade.

Forslaget om en frivillig anmeldelsesordning vil medføre en forbedret retssikkerhed for ejerne, ligesom ejernes frihed til at gennemføre aktiviteter uden forudgående forespørgsel eller anmeldelse bevares.

Konkrete bemærkninger til lovteksten

Skovforeningen skal foreslå, at det i § 1 (forslaget til § 29a) præciseres, at der kun er tale om forsætlig forstyrrelse, der er omfattet af forbuddet. Dette fremgår også adskillige steder tydeligt af lovbemærkningerne eksempelvis på siderne 15, 16, 18, 24, 25 og 39.

Dette harmonerer også med straffebestemmelserne, der kun medtager forsætlige overtrædelser som strafbare i henhold til loven.

Tilsvarende gøres gældende for forslaget til §2 (forslaget til § 7).

Konkrete bemærkninger til lovbemærkningerne

Afsnit 2.4.

Det anføres, at den generelle arealbeskyttelse, der følger af bl.a. naturbeskyttelseslovens § 3 medfører, at forbuddet mod forstyrrelser ikke hér får nogen selvstændig betydning. Dette er efter Skovforeningens opfattelse ikke korrekt. § 3-beskyttelsen vedrører forbud mod tilstandsændringer af arealet og således ikke forstyrrelseseffekter på arter tilknyttet disse arealer.

Afsnit 2.5.

Det anføres, at ministeren vil udarbejder en vejledning om god praksis. Da den reelle indvirkning på den fremtidige skovdrift vil ligge i denne vejledning, må Skovforeningen tage forbehold herfor, indtil indholdet af denne er kendt.

Det bør endvidere mere tydeligt af lovforslagets bemærkninger fremgå, at en ejer, der følger anvisningerne om god praksis har frigjort sig fra ansvar, såfremt der på trods af at denne har fulgt vejledningens anvisninger måtte vise sig, at der opstår skader.

Det anføres således eksempelvis på side 34 kun, at ”Følger en lodsejer vejledninger om god praksis, vil de normalt [Skovforeningens fremhævning] være i overensstemmelse med de nye regler.”

Staten må ubetinget påtage sig det ansvar i forbindelse med udarbejdelsen af vejledningen om god praksis.

Afsnit 2.6.

Skovforeningen lægger afgørende vægt på, at det i administrationen af beskyttelsesbestemmelserne også reelt bliver områdets økologiske funktionalitet, der lægges til grund for beskyttelsen af flagermusene. Dette er særlig begrundet i, at flagermusens bevaringsstatus allerede er gunstig.

Afsnit 3.1.1.

I afsnittet om de miljøministerielle udgifter anføres det i første afsnit, at udgifterne vil være forbundet med de supplerende foranstaltninger, der skal understøtte forslaget om forbud mod at beskadige og ødelægge yngle- og rasteområder.

Afsnittet er ikke udtømmende, idet også informations- og rådgivningsfunktionen vil medføre statslige udgifter, hvilket da også er nævnt på den følgende side i lovbemærkningerne.

Skovforeningen skal igen gøre opmærksom på, at det af retssikkerhedsmæssige grunde er væsentligt for foreningen, at funktionen ændres til en frivillig forespørgselsordning.

Afsnit 3.3.

Det anføres, at der ikke bliver tale om øgede kommunale udgifter. Skovforeningen stiller sig uforstående over for dette udsagn.

Dels er der mange kommuner, der selv ejer skov, og hér er de økonomiske konsekvenser ganske sammenlignelige med konsekvenserne for det private skovbrug. Dels er det kommunerne, der har administrationen af de åbne naturtyper og herunder også de artikel 12 beskyttelsesinteresser, der skal varetages i forbindelse med disse arealer.

Afsnit 4.

Det anføres, at forslaget ud fra en generel betragtning ikke vurderes at ville medføre væsentlige økonomiske og administrative byrder for ejerne og brugere af arealerne.

Skovforeningen er ikke enig i denne betragtning, idet reglerne for god praksis nødvendigvis vil medføre indskrænkninger i de daglige driftsmuligheder, hvilket vil medføre såvel direkte økonomiske tab som indirekte tab som følge af behovet for øget administrativ indsats i forbindelse med beskyttelsen.

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

§ 1 (til nr. 2 vedr. § 29a, stk. 1)

Det nævnes, at forstyrrelsens skal være forsætlig, hvilket også anføres adskillige andre steder i lovudkastet. Bestemmelsen om forsætlighed skal ubetinget fremgå af lovteksten, idet man ikke kan lovgive via lovbemærkningerne.

Skovforeningen går ud fra, at almindelige skovningsaktiviteter, der jo i sagens natur er forsætlige, ikke i sig selv er at betragte som ulovlige forstyrrelser af en art i lovens forstand. Ganske parallelt med, at det i forslaget anføres, at jagt på jagtbart vildt heller ikke er en forstyrrelse i lovens forstand. Vi skal bede om, at den parallelle præcisering af de lovlige skovningsaktiviteter indskrives i lovbemærkningerne.

§ 1 (til nr. 2 vedr. § 29a, stk. 2)

Det anføres, at yngleområdet for eksempelvis eremitten er den løvskov, hvor der findes eremitter.

Skovforeningen tager afstand fra bemærkningen, såfremt denne skal forstås således, at hele skove eller hele bevoksninger beskyttes mod fældning, såfremt der i den konkrete skov eller bevoksning er enkelttræer, der huser eremitten.

Det anføres endvidere, at rasteområder defineres som områder, som er vigtige for at sikre overlevelsen af enkelte dyr eller bestande. Formuleringen virker besynderligt og forkert, al den stund, at artsbeskyttelsen ikke går på beskyttelsen af enkeltindivider, men af arter og bestande. ”Dyr” bør derfor erstattes af ”art”.

§ 2 (til nr. 5 vedr. § 9 a stk. 4)

Det bør direkte anføres, at den rådgivning en lodsejer kan rekvirere i givet fald vil være gratis.

Med venlig hilsen
DANSK SKOVFORENING

Hans M. Hedegaard