Oversigt over tilskud 2019 til skov

Det er stadig muligt at opnå betaling til bæredygtig drift af skov og skovrejsning. Der er også kommet nye ordninger med betaling til friluftsfaciliteter og etablering af sammenhæng mellem Natura 2000-arealer.

De tilskudsordninger, der normalt har relevans for skovejerne er fordelt mellem Miljøstyrelsen og Landbrugsstyrelsen. Flere af ordningerne er allerede åbne og lukker inden for de næste par måneder. Herunder får du et overblik over mulighederne.

Skov med biodiversitetsformål

Ordningen skov med biodiversitetsformål er åben frem til 10. juli 2019.

Det primære formål med tilskud til skov med biodiversitetsformål er at bidrage til, at sikre stabile levesteder for de arter, som er tilknyttet skov. I skov med biodiversitetsformål tages de nødvendige hensyn, ved at skabe muligheder for ekstensiv skovdrift, skovgræsning, bevaring af gamle træer og genetablering af naturlig vandstand.

Dansk Skovforening yder gratis bistand og vejledning omkring muligheder i Natura 2000-områder.

Privat urørt skov

Ordningen til privat urørt skov er åben frem til 1. juli 2019.

Der er afsat 22 mio. kr. til årets ansøgningsrunde. Formålet med at udlægge urørt skov er at bevare og fremme biodiversiteten i private skove. En aftale om urørt skov er varig, og der kompenseres for, at der ikke må være nogen drift på arealet. Miljøstyrelsen giver tilskud på baggrund af en konkret beregning af nettoværdien af træerne. Desuden gives der tilskud til tabte fremtidige indtægter på baggrund af standardsatser, som fremgår af vejledningen.

Privat skovrejsning

Privat skovrejsning er åben 2. juli til 30. august 2019.

Ordningen minder om den fra sidste år, men med mindre ændringer. Der ligger i skrivende stund ikke særligt meget materiale, men der vil løbende blive lagt mere på.

Friluftsfaciliteter i forbindelse med naturprojekter under landdistriktsprogrammet

Tilskudspulje til friluftsfaciliteter i forbindelse med naturprojekter under landdistriktsprogrammet er åben frem til 30. juni 2019. Der er afsat 4,4 mio. kr. til ansøgningsrunden.

Formålet med friluftsordningen er at øge offentlighedens adgang til de naturområder, der er opstået eller med tiden vil forme sig i områder finansieret af landdistriktsmidler.

Der kan søges tilskud til et- eller flerårige friluftsprojekter, som medvirker til at give bedre adgang til- og nye muligheder for friluftsoplevelser i naturområder, der har modtaget projektstøtte fra EUs landdistriktsprogram. Det kan for eksempel være vandrerstier, fugletårne, shelters, badebroer eller cykelruter.

Sammenhængende arealer i Natura 2000-områder

Ordningen til sammenhængende arealer i Natura 2000 områder åbner 3. juni til 5. august 2019.

Formålet med ordningen er at understøtte Natura 2000-planernes indsatser om sammenbinding og beskyttelse mod randpåvirkning i 54 udvalgte Natura 2000-områder. Indsatsen omfatter de 5 habitatnaturtyper: kildevæld, rigkær, surt overdrev, kalkoverdrev og tørt kalksandsoverdrev.

Indsatsen foregår ved permanent ekstensivering af arealer mellem de kortlagte 5 naturtyper, som man søger at sammenbinde og beskytte mod randpåvirkning fordi de er sårbare.

Læhegn og småbeplantninger

Etablering af læhegn og småbeplantninger åbner 3. juni til 2. september 2019. Puljen er på 10 mio. kr. i 2019. Ordningen skal fremme og bevare biodiversiteten i det åbne land gennem plantning af læhegn og småbeplantninger.