Partiet Alternativet vil stoppe træproduktionen i alle statens skove

Folketinget skal behandle et forslag om permanent at stoppe al træsalg fra statens skove. Forslaget er ubalanceret og savner konsekvensanalyse.

Med et beslutningsforslag i Folketinget fra den 26. februar foreslår Alternativet, at de danske statsskove skal overgå til at forvalte skovene alene med henblik på at levere biodiversitet og friluftsydelser. Det betyder, at alle indtægter fra statsskovenes produktion af træ vil bortfalde. Partiet begrunder forslaget med, at udlæg af urørt skov er en billig vej til at gavne biodiversiteten. Forslagsstillerne antager, at de økonomiske konsekvenser vil være afgrænset til et direkte tabt overskud på ca. 50-60 mio. kroner årligt.

Forslaget er et brud på den balancerede skovpolitisk, som senest er beskrevet i det nationale skovprogram fra 2018, hvor de danske skove skal dyrkes og udvikles bæredygtigt. Skovene har mange vigtige samfundsfunktioner og får endnu flere i fremtiden for at muliggøre den grønne omstilling, efterleve FN’s verdensmål og det nye danske mål om netto-nuludledning af drivhusgasser i 2050.

Forslagets samfundsøkonomiske konsekvenser er langt større end forslagsstillerne beskriver. Vi har netop offentliggjort en analyse af den danske træsektors samlede samfundsøkonomiske betydning. De mange arbejdspladser i træ- og møbelindustrien samt sektorens værdiskabelse, vil blive mærkbart påvirket af bortfaldet af leverancer af den miljørigtige råvare træ fra statens skove. Danmarks samlede træforbrug er på ca. 19 mio. m3 råtræækvivalenter årligt og heraf kommer knap 5 % fra statsskovene. Af træsektorens samlede værdiskabelse kan 1,5 mia. kroner og 2.500 jobs tilskrives den træproduktion, som kommer fra statens skove. Se rapporten.

Statsskovene leverede i 2017 16% af det træ, som blev fældet i Danmark. Men lokalt er nogle savværker og fjernvarmeværker helt afhængige af statens træleverancer for at drive virksomhederne og skabe arbejdspladser. Et bortfald af dansk produceret råtræ kan måske i enkelte tilfælde erstattes af importeret træ eller øget udnyttelse og hugst i de private og kommunale skove, men alene i begrænset omfang.

Det står enhver skovejer frit at beslutte hvordan skoven skal drives, og det gælder naturligvis også for staten. En så stor beslutning om ensidig drift på knap 20% af det danske skovareal bør imidlertid baseres på baggrund af grundige analyser af konsekvenserne for den bredere samfundsøkonomi, beskæftigelsen og klimaet. De analyser savner vi i forslaget fra Alternativet.