Prisstatistik for april 2012

Nu er prisstatistikken for april 2012 tilgængelig.

Løvtræet

Prisen for løvtræ i april har generelt holdt sig indenfor et prisleje der ligner det seneste års. Der ses en minimal prisstigning for bøgekævler på tværs af kvaliteter, samtidig med en lille prisnedgang for egekævler, i forhold til marts. Således har eks. prisen for de indberettede bøgekævler, af B kvalitet, diameter over 50 cm, ligget på 739 kr./ m3 – 774 kr./ m3 mellem januar og april 2012.

Priserne for gode kvaliteter i ask har fortsat været meget svingende i de første måneder af 2012. Prisen fra april (1.550 kr./ m3, kvalitet A, 40-49 cm) har befundet sig i den høje ende af prisintervallet.

De indberettede mængderne af løv fra årets første 4 måneder, har været forholdsvis store, sammenlignet med de foregående år. Særligt har de indberettede mængder af bøg og ask for marts og april, været en del højere end mængderne set i foråret 2011. Mængden af ask nåede i marts op på næsten 4.900 m3, hvor den til sammenligning lå på ca. 3.600 m3 i marts 2011 og helt nede på ca. 1.400 m3 i marts 2010. Efter en lang periode stort set uden indberetninger, er der stadig igen indberettet ær til prisstatistikken.

Nåletræet

Priserne for det uafkortede nåletræ har ligget rimeligt stabilt set over det seneste år, men oplevede et lille fald i marts i forhold til februar, som ikke blev vundet tilbage i april. For korttømmer, har udsvingene i prisen også været minimale hen over det sidste år. Den lå i april på 394 kr./m3 for rødgran (alle længder) og på 360 kr./m3 for de resterende hvide nåletræsarter.

Emballagetræet har ligeledes holdt sig ret stabilt ind i 2012, hvad pris og indberettet mængde angår. Prisudviklingen for cellulosetræet har vist en svagt nedadgående tendens i årets første 4 måneder og nåede et prisniveau i april som sidst blev noteret i juni 2010.

Alt i alt har prisstatistikken overordnet vist en april uden de store udsving.

OBS: Vi er opmærksomme på at prisstatistikken for energitræet i april synes noget høj og er ved at undersøge årsagen mere i dybden.