Prisstatistikken for februar 2009

Effekten af finanskrisen er nu synlig blandt alle sortimenter i vores prisstatistik. De seneste måneder er også energitræet faldet en del og blev i februar handlet til gennemsnitlig 205 kr/m3, stort set samme niveau som cellulosetræ omsættes for.

Effekten af finanskrisen er nu synlig blandt alle sortimenter i vores prisstatistik. De seneste måneder er også energitræet faldet en del i pris og blev i februar handlet til gennemsnitlig 205 kr/m3, stort set samme niveau som cellulosetræ omsættes for.

Denne skovningssæson ser ud til at blive af kortere varighed og med et noget andet aktivitetsniveu end vi har set i de foregående år. Set over en bred kam, så omsættes der i denne vinter blot halvt så meget træ som sidste år. Som billedet til højre afslører, så var der dog noget salgsklart træ at finde langs vejene denne vinter.

Løvtræ

Løvtræet er tydeligt påvirket af den vigende efterspørgsel i markedet og har reageret med lettere dalende priser og med en klart reduceret omsat mængde. Hvis man sammenligner med tidligere års salg i vintermånederne er nedgangen specielt tydelig at aflæse hos ask og eg. Der omsættes heller ikke så meget bøg, men prisen på bøg ser ud til at holde sig nogenlunde på samme niveau som tidligere. Den omsætningsvejede middelpris er dog dalet en smule.

Nåletræ

Med hensyn til nåletræet er finanskrisens spor også ret så tydelige, i hvert fald hvis man sammenligner med den seneste toårs periode, med højt aktivitetsniveau og højere priser. Men hvis man sammenligner markedssituationen i vintermånederne i år, med vinterperioder i årene før højkonjunkturen i 2007 og 2008, så sælges der stort set lige så meget træ i øjeblikket og til samme eller bedre pris. Man skal ved den sammenligning selvfølgelig huske på, at markedet i 2006 og 2007 var præget af følgevirkninger af stormen i 2005.

Prisdifferencen mellem tømmer af rødgran og de blandede picea sortimenter, er tilbage på samme niveau som vi tidligere har set, efter en periode med priser i mere eller mindre frit fald og en del forskydninger på prisforskellen imellem sortimenterne. I februar ser vi igen en tydeligere forskel mellem rødgran og Picea sortimenterne, måske mere tydelig end vi som oftest har set det. (se grafen nedenfor):

Sammenligning af tømmerpriser RGR og Picea

Cellulosetræet har holdt prismæssigt stand indtil årsskiftet, siden da har vi oplevet et drastisk fald i priserne. Det bliver spændende at se hvornår vi igen ser en stærkere svensk krone, som sammen med en genopbygget svensk papirproduktion er det vi har brug for, hvis markedet for dette sortiment skal op i gear igen.

Energitræet oplevede i februar måned et dramatisk fald i prisen, på rundt 50 kr/m3 på de indberettede priser i Skovforeningens prisstatistik. I februar var gennemsnitsprisen i statistikken på 205 kr/m3, stort set i samme leje som cellulosetræ blev handlet til.

Emballagetræet blev i februar måned handlet til 241 kr/m3 for det hvide emballagetræ og 245 kr/m3 for det røde emballagetræ. Dette er også priser som ligger et godt stykke under niveauet fra 2007 og 2008, hvor prisen over en lang periode lå stabilt omkring de 275 kr/m3.