Regeringen lancerer sin friluftspolitik

Den længe ventede frilluftspolitik stræber efter flere naturbesøg og at friluftslivet udvikles i respektfuldt samarbejde mellem friluftsbrugere, lodsejere og myndigheder. Regeringen lægger ikke op til lovændringer.

I 2012 påbegyndte daværende miljøminister Ida Auken en storstilet proces med involvering af snesevis af organisationer og hundredvis af mennesker til udarbejdelse af Danmarks første nationale friluftspolitik.

Nu er den klar. Den blev lanceret af miljøminister Kirsten Brosbøl 23. april. Hun siger i sin pressemeddelelse:

Friluftslivet rummer et kæmpe potentiale for at styrke danskerens sundhed og livskvalitet samt at skabe vækst i yderområderne, og med friluftspolitikken sætter vi nu en inspirerende retning for, hvordan vi i fællesskab kan udvikle danskernes friluftsliv. Rigtig mange borgere, foreninger, organisationer og myndigheder har deltaget aktivt i at udvikle Danmarks første nationale friluftspolitik, som jeg er meget stolt af at kunne præsentere. Det viser tydeligt, hvor meget vi værdsætter at komme ud at røre os, få frisk luft og dele nogle oplevelser sammen.

Redegørelsen rummer i alt 8 pejlemærker og beskriver regeringens forslag til initiativer til at sikre en opfyldelse af politikken. En del af målsætningen er flere naturbesøg, og ministeren understreger her at friluftslivet skal udvikles i respektfuldt samarbejde mellem friluftsbrugere, lodsejere og myndigheder.

Dansk Skovforening har gennem det forberedende arbejde deltaget i en lang række af de netværk som har bidraget til at udvikle Friluftspolitikken.

Ikke behov for ny lovgivning

Under pejlemærket ”friluftsliv for alle” er det fremhævet at der skal stræbes mod fri og lige adgang til naturen. Her nævnes blandt andet behovet for oplysning om eksisterende regler. Det ligger således ikke i politikken eller de foreslåede politiske initiativer at der er behov for ny lovgivning.

Friluftspolitikken giver helt overordnet nogle gode og fornuftige rammer for at styrke og fremme udviklingen af friluftslivet inden for den gældende lovgivning.

Fakta

Friluftspolitikken består af tre dokumenter:

Friluftspolitikken indeholder 8 pejlemærker:
  1. Friluftsliv er for alle
  2. Vi skal lære i naturen
  3. Friluftsliv skaber fællesskab og engagement
  4. Friluftsliv giver sundhed og livskvalitet
  5. Friluftsliv skaber vækst og arbejdspladser
  6. Vores byer skal indbyde til friluftsliv
  7. Naturen som social løftestang
  8. Nytænkning giver mere friluftsliv