Regeringen vil forringe skovenes økonomi

Regeringen foreslår højere afgifter på generationsskifte, og det vil ramme private skovejendomme hårdt. Der er usikkerhed om principperne for den kommende ejendomsvurdering, bl.a. om herlighedsværdier, grundværdien ved ændret anvendelse og indeksregulering af grundværdien. Lederen fra Skoven 10, 2019.

En højere arveafgift på skovejendomme vil mindske investeringer i udvikling, øget træproduktion, større naturindhold og skabelse af arbejdspladser.

En højere arveafgift på skovejendomme vil mindske investeringer i udvikling, øget træproduktion, større naturindhold og skabelse af arbejdspladser.

Den socialdemokratiske regering skriver i sit forslag til lovprogram og finanslov for 2020 at skatten på generationsskifter skal øges. Hermed tilbagerulles den lempelse som Dansk Skovforening har kæmpet for gennem et mangeårigt oplysningsarbejde over for politikerne om de erhvervs- og samfundsskadelige effekter, som arveafgifter medfører.

På trods af at regeringen sammen med støttepartierne bebuder at de vil føre en økonomisk politik der styrker beskæftigelsen og sikrer gode rammevilkår for dansk erhvervsliv, vil dette forslag have den stik modsatte effekt for skovbruget.

Når regeringen med et snuptag forringer familieejede skovbrugsvirksomheders økonomi ved at belaste virksomhedernes kapitalgrundlag i forbindelse med generationsskifter, vil det mindske virksomhedernes investeringer i udvikling, øget træproduktion, større naturindhold og skabelse af arbejdspladser.

Netop skovene rammes hårdere end andre familieejede virksomheder fordi der er bundet meget store værdier i produktionsapparatet – skoven – med et lavt afkast. Resultatet bliver et behov for en større lånoptagelse ved generationsskifte af virksomheden.

Desværre stopper regeringens påvirkning af skovens økonomiske rammevilkår ikke her.

Vurderingsloven bør justeres

Manglen på et rimeligt og transparent vurderingssystem for skovejendomme og usikkerheden omkring betydningen af den kommende vurdering skaber tilsammen yderligere bekymring i skovbruget.

Vi henvendte os allerede i juni måned til den nye skatteminister, Morten Bødskov, med vores forslag til en transparent vurderingslov der følger formålet om at systemet skal afspejle jordværdierne og indeholde en retssikkerhed. De nye vurderinger forventes i 2021, så der skal handles nu. Skatteministeren har endnu ikke svaret på vores henvendelse.

Vi har derfor henvendt os til Folketingets Skatteudvalg for at gøre opmærksom på hvordan principperne i den nye vurderingslov på tre afgørende punkter modvirker samfundets ønsker og krav til skovene i fremtiden.

  • Det er problematisk at skovenes grundværdier tilsyneladende kommer til at indeholde herlighedsværdier, selvom Landsskatteretten tydeligt har fastslået, at det ikke må ske. Det vil nemlig betyde en urimelig høj beskatning af skovene.
  • Det skal være muligt at ændre jordens grundværdi, hvis der sker en ændret anvendelse af arealerne. Det gælder både for eksisterende skove, når der udlægges arealer til urørt skov og ved skovrejsning på landbrugsjord.
  • Den fremtidige indeksregulering af grundværdierne for skovene bør ændres. Grundværdierne bør reguleres efter et skovindeks baseret på prisudviklingen for skovenes salgsprodukter, og ikke som beskrevet i loven efter et landbrugsindeks.

Vi håber at den nye skatteminister og partiernes skatteordførere vil finde en politisk løsning med fornuftige rammevilkår, der sikrer flere produktive og værdifulde skove i fremtiden.