Rester af klippegrønt kan foræres væk med fordel

I bevoksninger hvor skoven er færdig med at høste klippegrønt og hvor de resterende grene på jorden er uden salgsværdi, kan resterne udnyttes til markedsføring. Læs her hvordan.

I bevoksninger hvor skoven er færdig med at høste klippegrønt og hvor de resterende grene på jorden er uden salgsværdi, kan man overveje at udnytte resterne til at opnå positiv omtale af skoven:

Opsæt et skilt der siger noget i retning af ”I denne bevoksning er det tilladt at indsamle afklippede grene på jorden til eget brug”. For at begrænse misbrug bør det ske i en bevoksning tæt på offentlig vej. Sæt eventuelt en henvisning op ude ved vejen. Undgå bevoksninger hvor træerne er så små at det er let at klippe grene af.

Hvis man kan tage fejl af hvor tilbuddet gælder, så sæt flere skilte op ud for bevoksningen – og måske skilte ved nærliggende bevoksninger hvor tilbuddet ikke gælder.

Hvis man ikke ønsker at brede tilbuddet ud til alle og enhver, kan man kontakte særlige grupper som man gerne vil tilgodese – fx plejehjem, børnehaver eller sognegårde.

Kontakt den lokale presse og fortæl om tilbuddet. Understreg at der er tale om frasorterede grene og at bedre kvaliteter kan købes i skovens eget udsalg (hvis der er sådan et. Husk at oplyse adressen i så fald) eller i butikker.

Initiativet kan have flere fordele

  • Det er en meget billig måde at få goodwill i lokalsamfundet.
  • Det afleder gæsterne fra at samle grønt i bevoksninger hvor der stadig høstes til salg.
  • Det markedsfører skovens salg af klippegrønt af høj kvalitet.

Se Naturbeskyttelseslovens regler om skovgæsters indsamling af klippegrønt og andet julepynt i artiklen julepynt og jura.