Se de nye basisanalyser til de kommende Natura 2000-planer

Miljøstyrelsen har offentliggjort basisanalyserne, som skal danne grundlag for den kommende Natura 2000-planlægning. Det er som skovejer relevant at se efter, om der er faktuelle fejl i analyserne for din ejendom. Dansk Skovforening genopliver i forbindelse med den kommende proces Natura 2000-erfa-gruppen, hvor du kan få sparring.

Miljøstyrelsen har netop offentliggjort Natura 2000-basisanalyserne for perioden 2022-2027 samt kortlægningsdata, der ligger til grund for basisanalyserne. For skov gælder basisanalysen dog 12 år.

Basisanalyserne for hvert enkelt Natura 2000-område indeholder:

  • Kortlægning af habitatnaturtyper og levesteder for arter, som området er udpeget for at beskytte
  • Vurdering af naturtilstanden og en foreløbig vurdering af konkrete trusler
  • En oversigt over gennemførte indsatser i området
  • Et resumé, som på kortbilag angiver beliggenheden af de kortlagte arealer og tilstanden.

Tilstandsvurdering ændret for skov

Der anvendes et tilstandssystem for 32 lysåbne naturtyper, 5 typer af vandhuller og mindre søer, 2 paddearter, 1 billeart og 16 ynglefugle. For skovnaturtyperne er det vurderet, at det hidtil anvendte system til tilstandsvurdering af skovnatur er fagligt forældet, og det er derfor ophævet ved den seneste revision af målbekendtgørelsen.

Ved udarbejdelsen af basisanalyserne har Miljøstyrelsen vurderet tilstanden for skovnaturtyperne ud fra en række parametre som fx udbredelse, forekomst eller strukturparametre registreret i forbindelse med kortlægningen. Data for denne og sidste registrering er dermed ikke direkte sammenlignelige. En forskel er at tilstanden for skoven kun vurderes for den enkelte skovnaturtype for hvert område og ikke som tidligere på det enkelte kortlagte areal.

I basisanalyserne er det angivet, om naturtilstanden vurderes at være i tilbagegang, stabil eller i fremgang for de enkelte skovnaturtyper.

Kortmateriale

Kortlægningsdata samt et opdaterede kort med kortlagt habitatnatur kan ses på Danmarks Miljøportal eller Miljøstyrelsen MiljøGIS. Her kan man også se kortlægningsdata for Miljøstyrelsen kortlægning i 2019 af habitatnaturen i de nyudpegede habitatområder samt i de udvidede dele af habitatområderne.

Faktuelle fejl kan indmeldes frem til 16. september

Faktuelle bemærkninger til basisanalyserne kan indsendes til Miljøstyrelsen frem til d. 16. september 2020. Bemærkningerne vil da kunne indgå i en evt. opdatering af basisanalyserne forud for udarbejdelse af forslag til Natura 2000-planerne.

Erfa-grupper og gratis vejledning

Vi anbefaler, at du som skovejer kigger basisanalysen igennem, hvis du har arealer i Natura 2000 og ser efter, om der er faktuelle fejl.

Hvis du har spørgsmål eller mangler sparring i forhold til basisanalyserne for fredskovsarealer tilbyder Dansk Skovforening gratis rådgivning.

Vi vil ligeledes genoplive den gamle Natura 2000-erfagruppe, så det bliver muligt at sparre med hinanden og være klædt optimalt på til den kommende proces frem mod Natura 2000-planerne. Der kommer nærmere information om det senere.