Se vinderne af Skovens Dags fotokonkurrence 2014

1. præmien går til en bøg der er i gang med at styrte mod jorden.

Alle gæster på Skovens Dag søndag den 4. maj blev udfordret til en fotokonkurrence. Vinderen blev Karoline Lindquist Galsgaard.

I alt 207 flotte og vidt forskellige fotos blev indsendt til konkurrencen som havde temaet “Skovens Folk”.

1. præmien

Fotoet er indsendt af Karoline Lindquist Galsgaard. Hun har taget det på Wedellsborg, Vestfyn. Billedet viser en gammel fynsk bøg der er ved at falde. Et par sekunder inden har skovarbejderen skåret det sidste fældesnit. Træet er fanget af kameraet i det splitsekund hvor de mange, mange tons er på vej til at styrte mod jorden. Skovarbejderen er i gang med at træde væk fra træet, skråt baglæns i forhold til faldretningen. Det er lige efter bogen og sikkerhedsforskrifterne.

2. præmien

Fotoet er indsendt af Anders H. Petersen. Han har taget det på Trelde Næs ved Fredericia. Det er et billedet man bliver i godt humør af at se på. Og det viser hvor godt humør alle folk bliver af at komme i skoven. Uanset alder.

3. præmien

Fotoet er indsendt af Mette Mens Rasmussen. Hun har taget det i Boserup skov ved Roskilde. Dette foto repræsenterer alle de mange gode fotos der er sendt ind til konkurrencen, uden at de nødvendigvis viser noget om skovens folk. Billedet viser en stor fladstjerne – og hvor smuk skoven er, også når man går tæt på de små detaljer.

Bag Skovens Dag

Skovens Dag arrangeres af Dansk Skovforening og private og kommunale skove.

Skovens Dag støttes af Nordea-fonden og G. B. Hartmanns Forskningsfond.