SKAT udskyder reglerne for skovenes nye ejendomsvurderinger

Dansk Skovforening har tidligere haft mange gode drøftelser med SKAT og Skatteministeriet om det nye ejendomsvurderingssystem for skovene. Efter den nye ejendomsvurderingslov blev vedtaget i Folketinget i juni 2017 og det konkrete arbejde med udmøntningen af de nye regler skulle finde sted, har det imidlertid ikke været muligt at få et nærmere indblik i det konkrete arbejde med reglerne.

Efter den nye ejendomsvurderingslov skal der alene ansættes en grundværdi samt en ejendomsværdi for ejerens bolig, men i forbindelse med fx generationsskifter skal der også ansættes en ejendomsværdi for hele ejendommen.

Grundlaget for den værdiansættelse er at stor betydning for det store kapitaldræn et generationsskifte medfører for de enkelte ejendomme. Derfor er det en højt prioriteret opgave for Dansk Skovforening at have en dialog med ministeriet om udformningen af regelsættet, så det bliver enkelt, gennemskueligt og rimeligt.

Vi har i det seneste ½ år løbende anmodet ministeriet om møder, og vi har fremsendt materiale med emner, som vi mener skal indgå i ministeriets overvejelser. Men endnu har vi ikke kunnet få direkte afklarende møder med ministeriets embedsmænd.

Vi ved, at der arbejdes på et nyt værdiansættelsescirkulære. Ministeriet oplyser at der ikke kommer mange ændringer i forhold til tidligere. Derimod ændres det administrative grundlag, som SKAT efterfølgende skal udarbejde, og det er her – efter ministeriets udsagn – at de største ændringer vil komme.

I denne uge har vi igen kontaktet ministeriet, der oplyser, at der endnu eksisterer nogle uafklarede punkter. Først når disse er afklarede, er ministeriet parat til at mødes med Dansk Skovforening. Det forventes at blive straks efter sommerferien.

Det er utilfredsstillende med den lukkethed, der er om processen her og nu. Erhvervet ville kunne bidrage positivt i det vigtige arbejde. Vi vender tilbage med nyheder om sagen efter sommeren.