Skov & Landskab undersøger Phytophthora i danske skove

Naturstyrelsen har bevilget et projekt som skal skabe overblik over udbredelsen af træsygdommen Phytophthora i Danmarks skove. Formålet er at få viden om hvilke arter som optræder, og i hvilket omfang de skader træerne.

Naturstyrelsen har bevilget et pilotprojekt som skal forsøge at skabe overblik over hvor udbredt træsygdommen Phytophthora er i Danmarks skove. Projektets formål er at få viden om hvilke arter som optræder og i hvilket omfang de skader træerne.

Projektet udføres af Skov & Landskab, Københavns Universitet.

Måske en alvorlig trussel mod Danmarks skove

Phytophthora er en slægt af flere forskellige mikroorganismer som især angriber træernes rødder og kan slå træer ihjel. I Danmark er fundet angreb i bøg, ask, el, birk og ær.

Symptomerne kan være en tyndløvet krone med blege og små blade, døde kviste og grene, og at træerne springer senere ud end normalt. Somme tider ses mørke pletter i den ydre bark nederst på stammen. Der kræves særlige laboratorieundersøgelser for at fastslå om sådanne skader skyldes Phytophthora.

Skovforeningens månedsblad Skoven har bragt flere, nærmest uhyggelige, artikler om truslen:

Skovforeningen er glad for den kommende undersøgelse

Ingen ved hvor udbredt Phytophthora-arter er i de danske skove. Men de er der, og i værste fald kan de forrette store ødelæggelser og tab, både økonomisk og naturmæssigt. Der er brug for overvågning og kortlægning af Phytophthora i Danmarks skove, og der er brug for retningslinier og rådgivning til skovejerne om bedst mulig forebyggelse mod Phytophthora-angreb.

Derfor er Skovforeningen glad for at Naturstyrelsen nu sætter Skov & Landskab i gang med at undersøge udbredelsen af Phytophthora i Danmarks skove. Det er det nødvendige første skridt.

I øvrigt er der også andre alvorlige trusler mod de danske skoves sundhed, fx fyrrevednematode, asiatisk træbuk, egeprocessionsspinder og asketoptørre. De grundlæggende årsager til de mange nye trusler er den øgede internationale samhandel og klimaændringer. Derfor er der hårdt brug for øget forskning i skovsundhed og øget rådgivning til skovejerne om forebyggelse af de nye træsygdomme.