Skovene er blevet et tiltrængt åndehul

Skovene oplever flere besøgende end normalt for årstiden. Især områder tæt på byerne er velbesøgte af folk der søger frisk luft i en tid hvor danskerne er sendt hjem fra arbejdspladsen. Desværre er der enkelte der ødelægger glæden for andre.

Mange trænger i disse dage til en rask gåtur efter en lang hjemmearbejdsdag inden døre eller søger nye måder at aktivere børnene på i naturen. Flere end normalt for årstiden besøger i øjeblikket de offentlige og private skove og de er velkomne. Skoven og naturen kan nemlig noget helt særligt, når vi har brug for at koble af og der er plads til at holde afstand.

På hjemmesiden Skoven i Skolen kan du finde inspiration, hvis du har brug for alternativer til hjemmeundervisningen. Der er forslag til sjove aktiviteter, du kan lave med børnene, som kan give god læring, samtidig med at I får frisk luft.

Skrald i skoven ødelægger den gode oplevelse

Affald læsset af i skov tæt på Hvalsø efter lukning af genbrugspladsen. Lokalt vækker det stor forargelse i Facebook-grupper.

Affald læsset af i skov tæt på Hvalsø efter lukning af genbrugspladsen. Lokalt vækker det stor forargelse i Facebook-grupper.

Desværre har medaljen en bagside. Da Mette Frederiksen lukkede landet ned for 3 uger siden, lukkede også de fleste kommunale genbrugspladser. Derfor har flere skove oplevet øgede aflæsninger af særligt haveaffald og oprydning fra skure og lofter.

Mange kommuner har ved henvendelser fra skovejerne været hurtigt ude så affaldet ikke ødelægger den god oplevelse i skoven. Men flere steder ligger det der desværre endnu.

Genbrugspladserne åbnede dog de fleste steder igen i denne uge, så forhåbentligt har det kun været en kortvarig opblomstring af problemet med affaldsaflæsninger i naturen.

Få hjælp til af få fjernet affaldet

Oplever du affaldsaflæsninger i skoven i denne tid anbefaler vi at du tager kontakt til kommunen. Vil de ikke fjerne det, så husk at du kan gøre brug af brand-, tyveri og hærværksordningen.

Læs mere om hvordan du gør på medlemssiden om brand-, tyveri- og hærværksordningen.