Skovens Dag 2006: Fokus på brænde

Skovens Dag 2006 har Skovens Energi som tema. Det er oplagt for skovene at bruge lejligheden til at markedsføre brændesalget overfor den lokale befolkning.

Skovens Dag 2006 afholdes søndag den 7. maj. Temaet er SKOVENS ENERGI.

Både i den landsdækkende markedsføring af Skovens Dag og i den efterfølgende avisomtale vil være særlig fokus på et af skovens vigtigste produkter: Brænde.

Det er en stor chance for hver enkelt skov til at markedsføre sit brændesalg. Skovens Dag får hvert år stor opmærksomhed i medierne – og det er den dag hvor flest danskere kommer ud og møder skovenes ejere og ansatte.

Det betyder at skovene kan få deres budskab ud både direkte til de gæster der kommer og til indirekte til hele lokalsamfundet via lokalpressen.

Markedsføring af brænde

For enhver skovejendom, uanset størrelse, bliver Skovens Dag i 2006 en oplagt chance for at markedsføre sit brændesalg overfor lokalsamfundet:

  • Fortæl om de store besparelser man får ved at fyre med brænde i stedet for olie.
  • Fortæl om mulighederne for at få brænde i skoven – hvad enten det er gennem selvskovning, sankning, opskåret træ i lange længder eller færdigt kløvet brænde.
  • Fortæl om hvilke redskaber man kan bruge til at oparbejdebrænde.
  • Fortæl om mulighederne for at få transporteret træet hjem til brændeovnen.
  • Fortæl hvordan brændet opbevares og tørres bedst muligt.
  • Fortæl de gode fyringsråd så kunderne får mest varme og mindst forurening for pengene.

Stort eller lille arrangement ?

Ingen private skove har de samme ressourcer som statsskovene til at tiltrække og underholde tusindvis af gæster på Skovens Dag – og det er ikke noget problem. Det er ikke antallet af gæster det kommer an på. Det vigtige er derimod:

  • at mange skove er med
  • at gæsterne får en god oplevelse
  • at skovejeren får sit budskab igennem til gæsterne og også gerne til pressen.

Intet arrangement er for småt til at være med på Skovens Dag. Netop på små arrangementer har skovejeren langt bedre kontakt til gæsterne og langt bedre mulighed for at formidle sit budskab.

Og uanset om arrangementet er stort eller småt, vil den lokale presse meget gerne skrive om det – både før og efter selve dagen. Det giver skoven endnu en mulighed for at få sit budskab ud.

Alle skovejendomme der ønsker at sælge mere brænde bør derfor udnytte denne chance: Lav et arrangement hvor forbruget af tid og penge svarer til skovens behov for at markedsføre sig selv og sine produkter.

Få hjælp i Skovforeningen

Skovforeningen kan hjælpe med fakta, ideer og gode råd – både til markedsføringen og til gennemførelsen af arrangementet. Ring til naturvejleder Eva Skytte i Skovforeningen på 3324 4266.