Skovens Dag 2018: Hvad er din skovs historie?

Tilmeldingerne er nu åbne for skove, der vil være med til at arrangere Skovens Dag 2018. Kontakt Skovforeningen, hvis du vil tage del i en af årets helt store naturbegivenheder.

Hvad har skoven betydet for os igennem historien? Hvad kan vi bruge den til i dag? Og hvordan værner vi i det hele taget bedst om den smukke natur, vi holder så meget af?

Det og meget mere bliver godt 25.000 danskere hvert år klogere på til de mange arrangementer, danske skovejere, naturvejledere, spejderforeninger og mange andre arrangerer på Skovens Dag.

Skovens Dag 2018 afholdes i år søndag den 6. maj. Og du kan blive en del af dagen med et hyggeligt arrangement i netop din skov. Her får du mulighed for at komme i dialog med lokalbefolkningen og give et indblik i skovenes rolle i samfundet og hvordan du passer på netop din skov. Det vil være til gavn for både din skov og for skovbruget generelt.

Hvis du har spørgsmål til Skovens Dag, eller har lyst til at deltage med et arrangement i 2018, så kontakt: Alex Møllbach, tlf: 33785205, mail: am@skovforeningen.dk.

Fortæl din skovs historie

De fleste danskere kender og elsker skoven, men de kender sjældent ret meget til skovdriften, og hvad den betyder for skovens udseende, for naturen, for miljøet, for samfundet – og for dem selv som gæster.

Årets tema, ’Skovens historie’ er bredt og giver rig mulighed for at tale med skovgæsterne om skovens drift, muligheder og udvikling. Har din skov en særlig historie, er Skovens Dag en oplagt mulighed for at formidle den. Temaet er dog primært til inspiration, og du bestemmer selv, hvordan du vil eller ikke vil bruge temaet i dit eget arrangement.

Der vil i de kommende måneder være masser af fælles markedsføring og information med udgangspunkt i ’Skovens historie’, som alle kan gøre brug af. Dansk Skovforening har desuden en håndbog klar med vejledning til, hvordan man bedst og nemmest får arrangeret og afholdt en rigtig god Skovens Dag.

Foto fra Treldenæs indsendt til Skovens Dags fotokonkurrence 2015 af Peter Kristensen.

Hvorfor holde Skovens Dag?

At være arrangør på Skovens Dag er kun så omfattende, som man selv ønsker at gøre det. Nogle byder på en rolig gåtur i skoven og en sludder med interesserede gæster, mens andre planlægger aktiviteter som f.eks. demonstration af skovningsmaskiner, plantning, bålmad, rideture og meget, meget andet.

Det vigtigste er, at gæsterne får en oplevelse og en viden med hjem fra deres dag i skoven, der kan øge deres forståelse for skovbruget, og hvad det har af gavn for både skovens gæster, miljøet og samfundet.

Så sæt kryds i kalenderen den 6. maj, og vær med til at oplyse danskerne om vores skove, og hvorfor det er vigtigt at passe godt på dem.

Link til Skovens Dag

Bag Skovens Dag

Skovens Dag arrangeres af Dansk Skovforening og private, kommunale og statsejede skove.

Dagen er støttet af Nordea-fonden.

Temabeskrivelse

Temaet for Skovens Dag 2018 er Skovens historie.

De fleste træer lever meget længere, end vi mennesker gør. Ofte flere hundrede og nogle gange flere tusinde år. Vores skove er altså fulde af historiske vingesus og spændende minder om menneskets og naturens fortid.

Storslåede stendysser og jættestuer har i nyere tid måttet lade livet for at gøre plads til marker og landbrug, men skovene har beskyttet og bevaret mange af de flotte stenkonstruktioner, der både er symboler for de første danske bondesamfund og gravsteder for historiens gamle konger.

Skovens træer fortæller også selv mange interessante historier. Skovejerne i Danmark har gennem historien plantet masser af egetræer, fordi de giver noget af det bedste skibstømmer. Det fortæller historien om et Danmark, der i århundreder har udforsket, plyndret og handlet på verdens have – med de berygtede vikinger som bedste eksempel.

Men på samme tid minder vores store grantræer fra Tyskland og USA os om, hvordan tilflyttere gennem historien også er rejst den anden vej – og har bragt fremmed natur med sig, som på mange måder har været med til at forme den danske natur, vi kender i dag.

Skovene har altid haft en enorm betydning for os mennesker, og skovenes historie er ikke kun fascinerende. Den minder os også om, hvorfor det er så vigtigt at beskytte og bevare vores skovområder.

For lidt over 200 år siden var kun 2-3 procent af landet dækket af skov. Det var et resultat af udviklingen af Danmark til et landbrugslandskab, hvor der var brug for træ til huse, skibe, brænde, hegn om markerne og dyrene blev sendt ud og græsse i skoven. Resultatet var et overforbrug af skovens ressource.

Derfor etablerede Christian 7 i 1805 Fredskovsforordningen med det formål at frede de eksisterende skove og øge skovarealet. I dag udgør skov omkring 15 procent af det samlede areal, og det er fortsat en politisk målsætning at hæve tallet med yderligere 5-10 procent inden år 2100.

Man har med andre ord fundet ud af præcis, hvor vigtige skovene er. Hvor mange spændende historier, de gemmer på, og hvordan de gennem historien både har beskyttet og gavnet os mennesker.

Alt det kan du og resten af danskerne blive meget klogere på til en Skovens Dag i historiens tegn. Vi ses den 6. maj.